Udsatte børn og unge skal mere til lægen
Socialdemokratiet i Kolding siger mere læge til udsatte børn/unge
Sundhed Udsatte børn og unge skal have et årligt sundhedstjek. Det mener Socialdemokratiet i Kolding Byråd, og de har derfor bedt Senior- og Socialudvalget om at se på mulighederne.
Partiet foreslår, at der udarbejdes en konkret model for et sundhedstjek af udsatte børn og unge i Kolding Kommune.
“Alle børn skal have de bedste muligheder for et godt liv. Vi skal som kommune bestræbe os på at yde så målrettet en indsats som muligt for at hjælpe børn og unge til de bedste muligheder i livet. Det handler både om at mindske den negative konsekvens af arv og miljø men også at øge muligheden for at bryde den sociale arv,” siger Socialdemokratiets borgmesterkandidat Christian Haugk.
Antallet af børn og unge med kroniske sygdomme er stigende. Undersøgelser viser, at cirka 12% af alle børn og unge lider af en kronisk somatisk sygdom, der påvirker børnenes hverdag.
Specielt godt for udsatte
“Vi skal prioritere alle børn og unge. Præcis denne gruppe har særligt vanskelige kår og er som udgangspunkt bagud i forhold til jævnaldrende. Den skævhed kan vi som kommune hjælpe til at udligne, og det, synes jeg, vi skal gøre os umage for. Jeg ser gerne, at begrebet lighed i sundhed bliver både meningsskabende og operativt,” siger Christian Haugk og fortsætter:
“Et sundhedstjek kan bidrage til at opspore risikofaktorer og begyndende manglende trivsel og sundhed samt forebygge livsstilssygdomme. Desuden kan barnet eller den unge få tjekket for eksempel syn, hørelse og motorik. Gevinsterne vil utvivlsomt være øget livskvalitet og flere muligheder i livet for både det enkelte barn og for familien,” siger Christian Haugk.
Forslaget er nu sendt til Social- og Sundhedsudvalget. I forslaget beder Socialdemokratiet udvalget om at finde de 450.000 kroner årligt til opnormering i sundhedsplejen inden for udvalgets eget budget. Sker det ikke, håber Socialdemokratiet, at udvalget vil sende forslaget til budgetforhandlingerne for 2018.