Trend og tv styrker markeds-interesse
Lørdag kl. 10 til 15 åbnes dørene igen til loppe- og kræmmermarked i Kvaglundhallen, hvor over 60 udstillere er parat til handler med spændende ting inden for især antik, retro, og brugte ting.
“Når vi seks gange i løbet af en vintersæson kan melde udsolgt med over 60 udstillere samt omkring 700-900 besøgende, så hænger det jo blandt andet sammen med den interesse, der i de senere i år har udviklet sig for genbrug, antik, retro og så videre,” siger halbestyrer Carsten Hille i en pressemeddelelse og fortsætter:
“Her spiller det uden tvivl ind, at der i TV og andre medier har været så stor fokus på området med forskellige danske og udenlandske udsendelser. Det har medvirket til, at det ikke kun er accepteret med genbrug, men moderne.”
Han er desuden overbevist om, at den store interesse for markederne er en kombination af mulighederne for gode handler samt for at kunne snuse rundt efter antik mv., alt sammen indendørs, hvor 'vejret altid er godt'. I sæsonen 2016/17 er der herefter kun ét marked tilbage, 1. april kl. 10-15, mens der startes op igen i 2017/18 7. oktober.