Hotel-konge bygger ny konferencebygning
Milling Hotels udvider Hotel Park i Middelfart for millioner
Koncernen Milling Hotels investerer et tocifret millionbeløb i etablering af en ny stor konferencebygning på Hotel Park i Middelfart. Det betyder, at i slutningen af 2017 kan ejerne af Milling Hotels, Jan og Dorte Milling, slå dørene op til en ny konferencebygning som udvidelse til den eksisterende møde- og konferencebygning på hotellet.
Det er den stigende efterspørgsel på møde- og konferenceområdet, der har fået ejerne til at bygge en ny konferencebygning, der vil kunne rumme op til 600 konferencedeltagere - fire gange flere end de nuværende faciliteter.
“Vi står allerede stærkt som møde- og konferencested, og vi ser udbygningen af konferencecenteret som et naturligt skridt i forhold til at imødekomme den stigende efterspørgsel, vi oplever. Før har vi måtte sige nej til de helt store arrangementer, men udvidelsen betyder, at vi fremover kan tage meget større hold ind på konferencedelen og dermed efterkomme den store efterspørgsel,” siger direktør Jan Milling.
Siden åbningen i 2009 har Hotel Park haft møde- og konferencedrift med stor succes. Med den nye investering forventer Milling Hotels at kunne fordoble omsætningen på møde- og konferenceafholdelse i Middelfart og forudser desuden en stigning på 15-20% i belægningen på hotellet.
Større konferencer
“Vi oplever en tendens til, at store virksomheder og sammenlægninger af organisationer ønsker at afholde større og større møder og konferencer. Derfor vil vi gerne følge med udviklingen og udvide vores eksisterende konferencecenter. Det betyder også, at vi skal ansætte flere medarbejdere til vores i forvejen stærke team,” siger Jan Milling, der desuden peger på, at investeringen også vil komme andre hoteller i Middelfart til gavn.
“Med det nye konferencecenter kommer flere andre hoteller i området med stor sandsynlighed til at opleve højere belægning, da Hotel Park med sine 103 værelser ikke vil kunne aftage alle bookningerne fra de mange gæster,” siger Jan Milling.