Mindekoncert i Fredericia skal på turné
Den traditionsrige 6.juli-koncert, som markerer Fredericias særlige historie, drager på Danmarksturné
Hvert år til 6. Juli-Dagene i Fredericia strømmer musikglade mennesker til minde- og festkoncert i Trinitatis Kirke for at blive taget med på en musikalsk rejse til tiden omkring det sejrrige udfald fra Fredericia 1849.
Nu kan andre få glæde af musikken, når koncerten drager på turné rundt om i landet.
”Koncerterne skal være med til at synliggøre 6. Juli-Dagene og Fredericias helt særlige historie i resten af landet. Og så vil vi selvfølgelig også give publikum uden for voldene muligheden for en helt særlig musikalsk oplevelse, som mange fredericianere hvert år glæder sig til”, siger Lars Ejby, Formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Fredericia Kommune, i en pressemeddelelse.
Musikalsk rejse til 1849
Gennem dansk musik, sange og salmer kan publikum opleve essensen af krigen i 1849 - sorgen over de mange sårede og faldne og glæden over sejren og den genvundne frihed. Følelser, som alle udsendte soldater og pårørende i dag kan genkende, og som gør, at koncerten har en aktualitet.
Koncertens hovedværk er kantaten 'Gemmer Hvert Et Ord' - skrevet og komponeret i 1998-99 af musikerægteparret Ulla og Anders Koppel til 150-året for udfaldet.Koncerten kan opleves i Sønderbrog, København, Haderslev og Løgumkloster.srj