Fortsæt til indhold

Ny aftale er gode nyheder for Esbjerg

Arkiv
Rune Weitling

Der har været bokset frem og tilbage igennem lang tid, men nu tyder meget på, at det danske olieeventyr kan være reddet, og det er rigtig, rigtig godt nyt for Esbjerg.
Det var Berlingske, der i sidste uge kunne afsløre, at en ny aftale om Nordsøen ser ud til at være faldet på plads. Det betyder umiddelbart 4.000 nye arbejdspladser - naturligvis ikke kun i Esbjerg - og en investering på 30 mia. kr.
Forhandlingerne har - ifølge Berlingske - længe været en hindring for, hvordan Danmark skal få de sidste olieressourcer op fra Nordsøen. A.P. Møller – Mærsk truede tidligere i rå med at lukke det store Tyra-felt ned, men nu tyder alt på, at staten har accepteret en række nye og lempeligere betingelser i Nordsøen for konglomeratet.
“Tyra-feltet skal genopbygges fuldt ud, og der bliver altså ikke tale om del- eller lappeløsninger,” siger en centralt placeret kilde ifølge Berlingske.
Tyra er vigtig, fordi 90 pct. af den danske gas løber igennem feltet. Var man ikke nået til enighed, ville produktionen fra feltet blive indstillet 1. oktober 2018.