Sauna gus i Børkop Svømmehal
Velvære Som et nyt og anderledes tiltag i Børkop Svømmehal, kan man fremover 2. mandag i hver måned komme til saunagus. Første gang er 13. marts. Børkop Svømmehal gør meget for at efterkomme den efterspørgsel og interesse der er for stedet. Senest har Børkop Svømmehal fået lavet varmtvands-bassin med 32 grader og startet op med søndagsåbent. Nu starter de så endnu et nyt tiltag op. Fremover kan man en gang om måneden melde sig til saunagus i svømmehallen. Livredder Margit Poulsen glæder sig til at guide folk gennem oplevelsen: “Samtidigt med du stresser af, får du forøget energi og ikke mindst udrensning i kroppen. Sauna Gus er aromaterapi i sauna, som ved hjælp af varme og æteriske olier påvirker både krop og sind,” siger Margit Poulsen, der håber, at folk vil tage godt imod det nye tiltag. Første gang man kan opleve saunagus i Børkop Svømmehal er den 13. marts fra kl. 13-14. Herefter er 2. mandag i hver måned, dog ikke i juli og august. Det koster 30 kr. at være med, og man skal tilmelde sig senest to dage før til personalet i svømmehallen. Der er kun plads til 7 personer pr. gang, så man skal nok ikke vente for længe med at tilmelde sig.