Sommerhus på afstand
Mange nye sommerhusejere kører gerne ekstra kilometer for at få mere for pengene
Selvom flere undersøgelser viser, at man får brugt sommerhuset mest, hvis det ligger tæt på helårsboligen, er det åbenbart ikke de overvejelser, som flertallet af nye sommerhusejere har gjort sig. Det viser en undersøgelse, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har lavet blandt de godt 1.000 sommerhuskøbere, kæden havde i 3. kvartal 2016.
Her svarer 55 procent, at deres nyerhvervede sommerhus ligger mere end 50 km fra deres helårsbolig, mens 19 procent svarer, at deres nye sommerhus ligger 20-50 km fra deres nuværende bolig. Resten ligger tættere på eller også bruger de sommerhuset som helårsbolig.
“Selvom boligmarkedet har rejst sig pænt siden finanskrisen, er sommerhusmarkedet stadig ikke kommet helt op i gear alle steder. Og det kan godt være en af forklaringerne på, at en del har købt et sommerhus, der måske ikke lige ligger i nabolaget, fordi det blandt andet kan have været til at betale,” udtaler Thomas Hovgaard i en pressemeddelelse fra Nybolig.
Dyrest tæt på byerne
De sommerhusområder, der ligger tæt på de store byer, er som regel også de mest attraktive og dermed dem med de højeste kvadratmeterpriser.
Derfor kan man få meget sommerhus for pengene, hvis man er indstillet på at køre lidt længere for at holde ferie og weekend, vurderer Nybolig.
“For at få gang i sommerhusmarkedet har der det seneste år været fremsat en række stimulerende forslag fra Christiansborg. blandt andet øget sommerhusbelåning og tilladelse til, at andre EU-borgere skal kunne købe danske sommerhuse. Hvor den øgede belåningsgrad vinder stor tilslutning, er befolkningen og politikerne anderledes splittet på spørgsmålet, om det skal blive nemmere for andre EU-borgere at eje danske sommerhuse,” udtaler Thomas Hovgaard i pressemeddelelsen.