Aprilfestival søger frivillige hjælpere
Frivillige søges. Det vil være tydeligt for de fleste, at Sønderborg Kommune 23. til 30. april danner rammerne om “Aprilfestival - teater for små og store”. Når de 120 professionelle teaterensembler med over 700 forestillinger optræder til verdens største teaterfestival for børn og unge, er der brug for frivillige, der er villige til at give nogle timer af deres tid i weekenden 28. - 30. april i Sønderborg midtby.
“Som frivillig får du mulighed for at opleve børneteaterfestival indefra. Du kan være med på de mange forskelligartede opgaver, når du har tid og lyst. Vil du være med til at gøre Aprilfestival 2017 til et brag af en succes, så meld til dig som frivillig,” siger kulturfrivillighedskoordinator Ulla Hermann fra Sønderborg Kommune.
Som frivillig er man sammen i et team. Opgaverne er alt fra at flytte stole til at vise publikummer vej til de mange forestillinger. Når man hjælper til på et spillested som guide, kan man selv se teaterforestillingen. Interesserede kan tilmelde til Ulla Hermann på kulturfrivillig@sonderborg.dk.