Fortsæt til indhold

Bolsjer til kæresten - men får vi krig?

Vuggeviser for voksne er en ny helstøbt Møllen-kabaret med et virvar af tanker og lyse og mørke drømme i børneværelset

Arkiv
Af gæsteanmelder Carl Skøtt

Teatret Møllens nye forestilling foregår i et børneværelse, men det er nu ikke Sov mit barn, sov længe, der udsættes for sang og musik, men vuggeviser for voksne, hvilket også er kabarettens titel.
Og det er en rammende titel.
Universet er børnenes, scenen en stor seng med massevis af puder, og så er der lagt op til pudekampe. De fem aktører er udklædt som fantasifulde legedyr, og så er der lagt op til drømme.
Søde drømme om, at en pose bolsjer er et godt middel til at lokke en dreng til at blive kæreste med én, men vi er ikke langt inde i kabaretten, før drømmene skifter karakter. Det sørger Povl Dissings klassiker 25 minutter endnu for.
Når lyset er slukket, kan angsten komme snigende, for hvad kan de voksne finde på. Får vi krig?
Det er til at forstå, at der i børneværelset fabuleres over pirater og deres femmastede skib med fyrre kanoner. Her er vi samtidigt i de voksnes verden med Weill-musik og Brecht-tekst fra operaen Dreigrosschenoper - og også i den kendte og elskede Møllen-kabaretstil.
Vel er natten god for den, der kan elske, vi kan cykle på Månen og kun ønske at danse - men går jorden under i et flammehav?
Ud af dette virvar af tanker og fantasier, lyse og mørke drømmer kommer en helstøbt kabaret, der i sang og musik fortæller, at børn ikke kun lever i deres egen lille beskyttede verden med krammebamser og trygge puder. Voksnes verden sniger sig ind på alle niveauer.
Børnene bliver selv store og voksne - og det sker med voldsom hast.
Den ene aften visselulles de små i søvn - den næste aften rejser den nu store pige sig fra sin rævesøvn, kravler ud af vinduet og synger Tove Ditlevsens meget smukke kærlighedsdigt: Så tag mit hjerte i dine hænder, men tag det varsomt og tag det blidt. Det røde hjerte, nu er det dit.
Teaterchef Nikolaj Mineka er manden bag idéen, og han er også instruktør. Ellers består sceneholdet for første gang af skuespillere og musikere udefra - et ungt hold, der formår at leve op til Møllens fornemme kabaret-tradition. Sara Line Møller Olsen og Thomas Jacob Klausen Rønne synger - musikertrioen består af Mathias Gregersen, Simon Eskildsen og Marco Dania. Scenograf er Johanne Eggert.
Kabaretten spiller igen på Møllen 16. og 17. marts samt 21. og 22. marts.

Foto: Søren Hasselgaard Skaaning