Fortsæt til indhold

Nu skal sund mad være “resilient”

Vejle Kommune er klar med en ny sundheds-strategi

Arkiv
Peter Friis Autzen

politik Voksenudvalget i Vejles byråd har vedtaget en ny plan for, hvad der betegnes “Resilience Food - Måltider der styrker”. Det er en plan, der ifølge udvalgsformand Gitte Frederiksen (V) går ud på at tænke sundhed mere ind, når kommunen leverer mad til borgere. “Den slags tænker vi jo på i forvejen. Det skulle vi i hvert fald gerne. Men vi kan for eksempel se, at der kommer flere og flere overvægtige og flere og flere ensomme. Vi kan se, at sund kost ikke kun handler om, hvad maden indeholder - men også for eksempel om man spiser den sammen. Så det her projekt er meget tværfagligt,” siger Gitte Frederiksen. I sagsfremstillingen kan man blandt andet læse, at “Mad er en relationel begivenhed” og at “Vejle skal være kendetegnet af resiliente og modstandsdygtige borgere.” Det kunne måske godt lyde lidt, som om et konsulentfirma eller lignende er blevet betalt for at sætte store ord på tingene. Er det tilfældet? “Nej, projektet her har ikke kostet kommunen penge - ud over de timer, vi selv har brugt på det. Men det er rigtigt, at nogle ting kan beskrives større end de er,” siger Gitte Frederiksen. Den nye strategi om “Resilience Food - Måltider der styrker” kommer ikke til at omfatte krav om økologi. Det havde SF ellers foreslået. “Men vi er enige om, at vi ikke vil lægge begrænsninger på arbejdet. Og et krav om en bestemt type råvarer vil være en begrænsning,” siger Gitte Frederiksen. Vejle Kommune er begyndt at bruge ordet resilient i flere sammenhænge, siden kommunen tilsuttede sig det amerikansk baserede netværk af Resilient Cities. Den store danske encyklopædi definerer “resiliens” som: Psykologisk begreb om en særlig modstandskraft, der gør, at nogle mennesker klarer sig godt på trods af, at deres livsbetingelser udgør en risiko for at udvikle fx psykiske skader.