Rock fra Thy med stemning og kraft
Fredag 17. marts kl. 21 giver Jonah Blacksmith koncert i Tøjhuset med brødrene Alstrup i spidsen for det syv mand store band.
Det Thy'ske ophav fornægter sig ikke i den varme og vedkommende atmosfære på scenen, der mest af alt peger tilbage til bedsteforældrenes dagligstue i Koldby, hvor diverse strengeinstrumenter, klaver og harmonika så ofte i barndommen dannede musikalsk ramme for samværet med børn såvel som børnebørn.
De store vidder, kystlinjen og den forblæste natur i Thy har også sat sit stilfærdige, eftertænksomme aftryk i musikken, der rummer afdæmpede, stemningsfulde passager såvel som himmelstræbende og kraftfulde udladninger.
Sangene har siden debutalbummet 'Northern Trail' fra 2014 taget afsæt i det personlige og vedkommende, og kredser om de ting, man er rundet af, dem man elsker, og frygten for at miste hinanden og sig selv. I januar i år udgav de deres andet album 'Jonah Blacksmith'.
Billetter på tojhuset.billetten.dk eller i Tøjhuset. jesl