10. ved Kløften er blevet foregangsskole
Elever og lærere i 10. ved Kløften stortrives i de nye åbne rum, som er blevet skabt efter en gennemgribende renovering
Når eleverne på 10. ved Kløften har undervisning, kan det godt være, at nogle af eleverne ligger og slænger sig i en fatboy, mens andre sidder højt oppe på en tribune eller følger med henne fra sofahjørnet. Klassens møbler er ej heller længere stationær, men kan flyttes og drejes, så det passer til undervisnings-flowet. Og døren ind til de enkelte klasseværelser er blevet forsynet med glas, som giver et åbent læringsmiljø.
Et fælles projekt
Skolen ved Kløften, der siden 1993 har samlet 10. klasses eleverne i Haderslev kommune, har gennemgået en gennemgribende renovering, som både lærere og elever har været med ind over.
“Vi har altid haft det mål, at vi vil forny os og være en skole i forandring,” fortæller Lars Pryds Nielsen, som har været lærer på skolen siden dens begyndelse i 1993. Og han er vild med de muligheder, som de nye rammer giver til både elever og undervisere - selvom det krævede lidt tilvænning at undvære katederet.
“Det var lidt grænseoverskridende pludselig at stå der uden katederet efter alle de år,” siger han med et glimt i øjet og tilføjer:
“Det, at eleverne ikke længere sidder i rad og række, men i åbne rum, giver et helt andet læringsmiljø. Børn er jo forskellige - nogen har brug for at trække sig tilbage i et stille hjørne, mens andre har det godt med at skifte stilling og lægge sig på gulvet,” fortæller han begejstret, og ikke uden stolthed i stemmen tilføjer han.
“Fremover bliver vi den skole, som andre besøger, for at få inspiration til et nytænkende læringsmiljø,” slutter han.
Til renoveringen har skolen fået et tilskud fra Kommunale Ejendomme. I forhold til indretningen er der brugt egne midler..