Spejdere indgår millionkontrakt med lokalt firma
Stark skal levere byggematerialer for millioner til spejderlejr
Spejdernes Lejr 2017 har netop indgået den første større aftale med en lokal leverandør.
Der er tale om en indkøbsaftale med Stark i Sønderborg til en værdi af mindst tre millioner kroner.
“Det er den første i en lang række af aftaler med lokale virksomheder,” fortæller lejrchef Richard Engelholm.
Aftalen omfatter blandt andet levering af en større mængde byggematerialer til spejderlejren.
“Vi åbner også en webshop, hvor deltagerne kan bestille varer samt en butik på selve lejrpladsen, som bemandes med 5-10 medarbejdere og åbner allerede tre uger før selve lejren. I forbindelse med butikken vil vi også lave en række spændende aktiviteter for spejderne,” fortæller Dennis Rosengreen Skjøth, trælastdirektør i Stark Sønderborg.
Byggematerialerne skal blandt andet bruges til at bygge scener, trapper og midlertidige bygninger.
“En del af installationer vil være omfattet af forskellige lovkrav, så vi kan ikke bare finde et par grene og binde dem sammen med sejlgarn,” fortæller lejrchef Richard Engelholm.
Udover de materialer som selve lejren køber, giver aftalen også de deltagende spejderkorps mulighed for at købe hos Stark til fordelagtige priser. Dermed kan værdien af aftalen stige til omkring fem millioner kroner.
Også Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen glæder sig over aftalen.
“Vi har i Sønderborg Kommune investeret mange penge i spejderlejren. Det har vi dels gjort for at sælge Sønderborg som et fedt område til vores mange gæster, men vi har selvfølgelig også haft en forventning, om at lejren kommer lokale virksomheder til gode. Derfor glæder jeg mig over kontrakten og ser frem til flere aftaler,” siger Erik Lauritzen.
Spejdernes Lejr 2017
Spejderlejren finder sted 22.-30. juli 2017 på Kær Vestermark ved Sønderborg.
Der forventes cirka 40.000 deltagere.