Fortsæt til indhold

Star Grill genåbnet

Glem alt om fastfood. Nu serveres der igen gode, solide retter hos Star Grill. Chilli Honoré står bag disken

Arkiv
Lars Saugbjerg

Der summer af aktivitet i køkkenet. Chilli Honoré føler sig allerede hjemme. Star Grill i Købmagergade har stået tom nogle måneder, men nu er der igen fuld blus under alle gryder.
“Jeg har lyst til at lave mad. Og der mangler jo et sted i Fredericia, hvor man kan få sovs og kartofler,” siger Chilli Honoré, der efter lange arbejdsdage selv var kørt træt i pizzaer, burgere og pomfritter.
“Her er der ingen fastfood på menuen. Jeg laver al min mad fra bunden. Jeg serverer ikke frosne farserede porrer fra Dagrofa. Vi får kød fra slagteren og skralder selv vores kartofler og gulerødder.”
50-årige Chilli Honoré har været køkkenleder på højskolen i Snoghøj. Hun har arbejdet på Karoline cafeteriet på Brovejen - og hun har også været hos slagteren i Strib. De seneste syv år har hun været hos Vinspecialisten i Middelfart.
Det er nogle år siden, at Chilli har haft gang i de store gryder.
“Men det er dejligt at komme i gang igen. Jeg synes jo, at det er skønt at lave 15 liter sovs.”

Stegt flæsk

På bordet ligger et skema. Menuerne for marts er allerede skrevet ind. Kunderne kan blandt andet glæde sig til gammeldags oksesteg, stegt flæsk, boller i karry, chili con carne, millionbøf, koteletter i fad, farsbrød og mørbradgryde.
“Det er gode, solide retter. En ny ret hver dag,” siger Chilli Honoré, der serverer hjemmelavede desserter i alle weekender.
Det kræver sin mand - i dette tilfælde en kvinde - at træde ud af de daglige rutiner. Chilli tog springet.
“Nu skal det bare være, tænkte jeg. Jeg havde kørt forbi forretningen nogle gange, og havde undret mig over, at den var lukket. En dag tog jeg fat i ejeren af komplekset - og fik lavet en forpagtningsaftale på otte år. Sådan. Jeg trængte til at prøve noget nyt, og så gjorde jeg det bare.”
Tidligere havde Chilli syslet med idéen om en lille pastabar i Gothersgade, men den blev lagt på hylden.
“Byen har mere behov for forloren hare,” griner indehaveren, der også slap for at investere i nyt udstyr - alle køkkenfacilitetter er til stede hos Star Grill.
Nu skal kunderne blot få øjnene op for menukortet.
“Succes for mig er at lave noget god mad, som gør folk glade og tilfredse. Jeg vil rigtig gerne gøre det her til et sted, der serverer mad med god smag. Et sted, hvor man kan smage at tingene er lavet fra bunden.”
Smørrebrød/håndmadder er også en del af konceptet.

Håndmadder er også en del af konceptet, men det er de traditionelle retter, Chilli Honoré vil være kendt for.