Fortsæt til indhold

Et styk dambåd, mange tak

En kæmpe indsats står bag Haderslevs nye dambåd, som kan begynde at sende passagerer på vandet til september

Arkiv
Peter Rasmussen

Det var en stor dag forleden, da styregruppen bag Haderslevs kommende dambåd, med formand advokat Ole Olesen i spidsen, kunne melde ud at nu er finansieringen af båden på plads. Og på værftet i Gilleleje har man fået besked på, at man godt kan gå i gang med at bygge.
Haderslevs ny dambåd får plads til 58 passagerer, som kan sidde i tørvejr, hvis det skulle regne. Den vil komme til at sejle i fast sejlplan imellem fire anløbsbroer, som ligger henholdsvis ved Wittenberg plads (ved Bispen), ved Berg Plads, ved Vandrehjemmet samt ved Damende. Firmaet Arkil går meget snart i gang med at bygge de tre anlægsbroer.
Til JyskeVestkysten siger Ole Olesen:
“I vinter var der en periode, hvor jeg tvivlede. Men nu er jeg sikker. Jeg glæder mig som et lille barn til at vi nu endelig kan komme i gang.”

Opbakning betyder alt

I samme interview fortæller Ole Olesen, at den store folkelige opbakning har været altafgørende for at projektet er lykkedes. Og at den opbakning også bliver afgørende fremover. Til JydskeVestkysten siger han:
“Det har haft afgørende betydning, at så mange har bakket op, og fortsat bakker så positivt op om båden og giver den positiv omtale. Det er dejligt at vide, at de har kunnet og kan se formålet, nemlig at båden kan være med til at gøre en forskel for Haderslev by og Haderslev kommune,” siger Ole Olesen til avisen.
Med en særlig tanke tilbage til historien på Haderslev Dam, så kan det oplyses at den ny dambåd er synkefri og er udstyret med en miljørigtig elmotor - som iøvrigt ikke har en indbygget brand- eller eksplosionsrisiko.
Den er desuden meget handicapvenlig og der er plads til at medtage f.eks barnevogne.
Båden bygges som nævnt på Gilleleje Bådbyggeri og koster ialt 4,5 millioner kroner.

En stor tak

Formand for Styregruppen,. Ole Olesen, retter i sit interview med JyskeVestkysten en stor tak til de mange bidragydere:
“Jeg vil gerne rette en stor tak til alle de enkeltpersoner og virksomheder, som har indbetalt store eller mindre beløb på dambådens konto. Eller som har givet tilsagn om at bakke op siger han.
Der er stadig behov for støtte. Det kan man gøre på konto
7932 1094520 eller på
MobilePay: 9183 5654.