"Vi vil skabe fornyet liv i Gram"
Postgården i Gram er det første byfornyelsesprojekt i Gram i 25 år
"Vi vil gerne støtte en positiv udvikling i vores lille sønderjyske by Gram, og skabe fornyet liv og aktivitet i bymidten," siger initiativtagerne bag Postgården.
"Postgården er det første byfornyelsesprojekt i Gram i 25 år. Erhvervelsen af bygningen åbner mulighed for at skabe et samlingssted for lokale ildsjæle, foreningsfolk og andre interessegrupper indenfor fx offentlige arrangementer og udstillinger, kunstmaling og andre værkstedsaktiviteter. Et længe savnet forsamlingshus og arnested for kulturelle aktiviteter og oplevelser," lyder det videre.
"Vi vil skabe rum til nye fællesskaber, som kan give inspiration og medvirke til at skabe fornyet engagement, sammenhold og livskvalitet i vort lokalområde," lyder meldingen.
Gram by
Gram er en gammel kommune by, efter kommunesammenlægningen med Haderslev og Vojens, blev de fleste offentlige arbejdspladser flyttet fra byen, tilbage er børnehave, skole og plejehjem.
I Gram midtby er ca. 2400 kvm tomme butikslokaler og erhvervslokaler, ud over Postgaarden. Der er ikke skabt nye arbejdspladser i Gram de seneste fem år og ej heller bygget nye parcelhuse i samme periode.
Initiativtagerne håber at projektet med Postgården kan være med til at kickstarte en ny positiv udvikling i byen.
"Med dette projekt vil vi skabe liv i byen, for at imødegå nye tomme lokaler," lyder det.
Om Postgården
Torvet 9 i Gram har fra 1955 til 2004 fungeret som posthus og postsorteringssted. Funktionerne er nedlagt, og bygningen har stået tom siden da. Ejendommen er overtaget af Consult 2015 ApS d. 1. april 2016 med henblik på ombygning til kulturelle og liberale formål.
Bygningen er i flere etager og indeholder 317 m2 i stueplan og 317 m2 i kælderetagen. Dertil kommer en garagebygning på 171 m2. 234 m2 i tagetagen, fordelt på to lejligheder, som udlejes til anden side.
Bygningen er værd at bevare. Den er funktionel med gode robuste lokaler, som med ombygning kan ændres til kulturhus og forsamlingshus med mange forskellige funktioner. Endvidere er der mulighed for på sigt at udnytte et bagvedliggende areal til en udendørs rekreativ gårdhave og mødested, som også skal være åbent for eksperimenter for kunstnere, street-art. m.fl.
"Set udefra er Postgården måske ikke en stor arkitektoniske perle. Men den har en stor kulturhistorisk betydning for lokalområdet og for Gramborgerne: Herfra udgik al kommunikation med omverdenen. Et levende sted, hvor folk mødtes.
Samtidig har Postgården en unik placering: Lige midt på Torvet, som indbyder til mange forskellige aktiviteter og samarbejdsprojekter med det lokale butiksliv, fx Street Art og kulturhappenings.
Bygningens fysiske udtryk vil på sigt ændres, med ny facader. Men i første omgang er vores fokus den indvendige ombygning og indretning med involvering af frivillige og kommende brugere," lyder det fra initiativtagerne.
Projektet
Projektet omfatter en større ombygning og modernisering, som udføres i det omfang der findes økonomiske midler dertil.
Nedbrydning af indvendige vægge gulve mv., hvor frivillige arbejde indgår. Etablering af toiletter, garderober og møderum i kælderetagen.
Toiletter findes ikke i bygningen på nuværende tidspunkt, og er derfor en højprioriteret nødvendighed for husets fremtidige funktioner. Etablering af selskabslokaler, anretterkøkken, møderum og handicaptoilet i stueetagen. Facaderenovering og isolering samt etablering af gårdhave til husets udendørsfunktioner og -aktiviteter.
Lokale håndværkere
“Arbejdet vil blive udbudt til lokale håndværkere og med inddragelse af frivillig arbejdskraft, hvor det er muligt,” lyder planen:
“Vi søger støtte til ombygningen hos Realdanias pulje Underværker og hos SE Vækstpuljen,” fortæller initiativtagerne.
Der er man nu
Projektet styres af Consult 2015 ApS, med arkiteikt Egon Majlund, som projektleder på opgaven. Projektlederen har udover 37 års professionel erfaring med projektstyring og byggestyring, samt mange års erfaring med større ombygninger, der også involverer frivillige, fx idrætshaller, undervisningslokaler og mødelokaler ved skoler m.m.
For at få den fulde lokale opbakning til huset har der netop været afholdt et større offentligt borgermøde, hvor over 60 personer efterfølgende meldte sig som værende interesserede i at medvirke i arbejdet omkring Postgården.
En stiftende generalforsamling, d. 23. januar 2017, blev foreningen Postgårdens Venner skabt.
Foreningens formål er at skabe indhold og kulturelle aktiviteter i bygningen.
Foreningen indgår nu i en styregruppe blandt de kommende brugere af huset. Styregruppen udpeger en ledende koordinator, som inspirerer til fortsat udvikling af huset, varetager udlejninger, koordinerer og servicerer brugerne af huset. Der planlægges en deltidsansættelse, når husets forskellige funktioner går i gang.