Jørgen Mads Clausen i spidsen for bro-projekt
Danfoss-formand bliver formand for Als-Fyn-bro-projektgruppe
Danfoss' bestyrelsesformand Jørgen Mads Clausen bliver formand for den styregruppe, der skal arbejde for en fast forbindelse mellem Als og Fyn.
Styregruppen er dannet af Sønderborg og Faaborg-Midtfyn Kommuner, der har indgået et formelt samarbejde om bro-projektet.
“Jeg ser store perspektiver i en fast forbindelse, og jeg glæder mig over, at vi nu for alvor går i gang med at gøre projektet til virkelighed,” siger Jørgen Mads Clausen i en pressemeddelelse.
Han har længe været fortaler for en bro fra Als til Fyn, da en fast forbindelse vil være et boost til udviklingen i Syddanmark, og at den med ét vil gøre det markant mere attraktivt at drive virksomhed og bo i regionen.
“En bro vil løfte det sydlige Danmark og vil samtidig løse nogle store nationale trafikproblemer, så det er en god investering. Ikke kun lokalt og regionalt, men også nationalt,” siger Jørgen Mads Clausen.
Den første store udfordring bliver at finde finansiering til projektet samt miljøundersøgelser.
“En bro mellem Fyn og Als et af de tre infrastrukturprojekter i Danmark, der giver det bedste afkast. Så en bro vil være en investering, der tjener sig selv hjem igen, og derfor kan det også være interessant for blandt andet pensionskasser at investere i projektet,” siger Jørgen Mads Clausen. kel