Fortsæt til indhold

Ros til Kabaret Bowie

Teater Malstrøm lægger ambitiøst fra land

Arkiv
Peter Friis Autzen

I sidste uge havde det fredericianske Teater Malstrøm urpremiere på Kabaret Bowie. Det skete i Det Bruunske Pakhus, hvor teatret resten af marts gennemfører fem forestillinger om ugen.
Instruktør og idémand Michael Hansen glædede sig over at opleve resultatet af måneders koncentreret arbejde med forestillingen.
“Det var fedt. Det har været en megaspændende proces at arbejde med den her forestilling,” lød det efter premieren fra Michael Hansen, der havde taget plads i pakhusets café med en kølig fadøl og krykkerne parkeret i en stol ved siden af.
“Da Bowie døde sidste år, fik jeg idéen om at lave en kabaret. Men jeg troede ikke rigtigt på, at vi ville få lov. Men jeg kontaktede Koda (organisationen, der administrerer komponisters rettigheder i Danmark) og fik lov. Andre og meget større teatre har ellers fået et nej. Men jeg tror, at vi fik lov, fordi vi ikke er kommercielle - og fordi jeg lovede, at vi ikke tager forestillingen med uden for voldene,” sagde en storsmilende Michael Hansen.
Hans forhold til Bowies musik er tæt.
“Første gang, jeg havde sex, var det til tonerne af Bowie-musik. Og han har fulgt mig lige siden. Han har virkelig betydet noget for mig.”

Glad publikum

Premieren fik publikum op ad stolene til stående applaus. Og bagefter var der ros til arrangementet fra de publikummer, Lokalavisen fik fat i.
Jeff Gregersen kunne i forvejen godt lide David Bowie. Så han havde høje forventninger allerede inden forestillingen.
“Det var godt,” sagde han.
Gitta og Christian Sørensen var også begejstrede.
“Det var fantastisk. Supergodt. Jeg kan virkelig godt lide Michael Hansens skæve univers. Og det passer godt til Bowie,” sagde Gitta.
Sønnike, Christian, havde ikke i forvejen noget forhold til David Bowie. Men han nød kabareten.
Kristian Bjeld var mere end tilfreds:
“Det var super, super, super godt. Hvis man er vild med Bowie, er det bare om at komme af sted. Og hvis man ikke er vild med Bowie, vil jeg anbefale, at man oplever forestillingen og lærer noget nyt,” lød det fra ham.

Instruktør Michael Hansen pustede ud efter premieren. Han var glad og glædede sig også over, at billetsalget “ser fornuftigt ud”. Foto: Peter Friis Autzen
Kristian Bjeld: Det var super, super, super godt.
Christian og Gitta Søren: Fantastisk forestilling.
Jeff Gregersen: Det var godt.