Boat Show i Fredericia for 27. gang
Messe C’s største publikumsudstilling byder på spændende både og alt det nyeste inden for tilbehør
Hele halkomplekset er fyldt. 230 udstillere på 30.000 kvadratmeter. Over 200 forskellige bådtyper. Omkring 30 programindslag på scenen. Det er landets største indendørs bådudstilling.
Boat Show i Fredericia er på trapperne, og der kommer gæster fra hele landet. Besøgstallet i 2015 var på næsten 30.000.
“Vi har Boat Show hvert andet år. Tidligere var der indendørs bådudstilling hvert år, nemlig i Bellacentret i 'lige' år og i Fredericia i 'ulige' år. Af forskellige årsager findes der ikke længere en øst-udstilling, så Fredericia er den eneste danske, indendørs bådudstilling. Derfor tror vi også på, at vi kan holde besøgstallet - og måske også tiltrække nye gæster fra øst,” fortæller messechef Lars Søndergaard, Messe C.
Finanskrisen medførte et dyk i besøgstallet.
“Men nu fornemmer vi en rigtig positiv stemning blandt vores udstillere - og en god forhåndsinteresse blandt de besøgende, så vi tror på, at der kommer mange gæster til byen de næste par weekender.”
Tiltrækker unge
Boat Show er 'alt godt til bådfolket'. Og har du endnu ikke saltvand i blodet, rummer messen også alt det, kommende sejlere har brug for, når drømmen om at komme på vandet skal udleves. 'Nye sejlere starter her', hedder en stand, som kan få dig lidt tættere på fjerne kyster.
“Vi har rigtig godt fat i folk, der allerede er bådejere. Men vi har selvfølgelig også et ønske om at tiltrække nye sejlere. TV-programmet 'Kurs mod Fjerne Kyster' er en god vinkel til at få skabt interesse. Den bølge forsøger vi at ride med på,” siger Lars Søndergaard, og tilføjer, at Emil Erichsen fra Havana gæster messen 2. marts.
Nyt sejlerblod skal der til. Og netop 2. marts er udnævnt som 'ungdommens eftermiddag' - i samarbejde med nogle af de skoler, som udstiller ved Boat Show.
“Flere skoler har sejlads på skemaet. Vi har fire efterskoler med, der alle arbejder med det maritime område. Det er også i samarbejde med dem, at vi har Emil på scenen.”
Sejlersko og bundmaling
Har du den store tegnebog med, skulle du måske kaste et blik på messens dyreste båd: En Chris Craft 36 motorbåd til 5,2 millioner kroner. Man kan altid drømme... Med over 200 forskellige bådtyper er nogle drømme heldigvis lettere at realisere end andre.
I øvrigt er det langt fra alle besøgende, der er på udkig efter en ny båd. Derfor byder messen naturligvis også på udstyr.
“Bådene er det primære omdrejningspunkt, men vi har rigtig mange udstillere, der står med grej, tilbehør og udstyr af forskellig art. Alt fra sejlersko og bundmaling til veste og motorer. Så messen er også en markedsplads, hvor der handles,” fastslår Lars Søndergaard.
I C-hallen findes et stort bassin, hvor forskellige aktiviteter, der har brug for 'det rette element', kan finde sted.
“Her bliver der blandt andet demonstreret SUP, Stand Up Paddling og dykning. Boat Show har tidligere haft et bassin, men dette er dobbelt så stort, nemlig 300 kvadratmeter.”