Eva Merz viser sit kunstliv frem
Det sociale aspekt har altid drevet hendes kunst. Nu holder Eva Merz oplæg om det
Kunst skal ikke bare udstilles på et galleri eller kunstmuseum. Det skal gøre en forskel. Sådan har esbjergkunstneren Eva Merz altid tænkt med sin kunst.
“Idéen er, at kunst skal foregå i det offentlige rum, hvor det kan være med til at ændre noget,” lyder det fra hende, da hun sidder på sit kontor i Kongensgade med kaffen klar på bordet og ikke mindst klar til at fortælle om sit liv til Lokalavisen Esbjerg.
I morgen står hun parat i Treenighedskirken i Esbjerg, hvor hun under titlen 'Her er mit kunstneriske liv' holder et gratis oplæg for alle om sine oplevelser med kunsten, der har ført hende mange steder hen og har givet hende muligheden for at sætte fokus på nogle esamfundets uretfærdigheder. “Jeg vil aldrig gå ind i politik, men der er mange ting, der undrer mig, og det er samtidig også det, der inspirerer mig.”
Fra Danmark til Skotland
Egentlig var det ikke meningen, at unge Eva Merz skulle leve af at være kunstner. Hun fik tidligt interesse for at fotografere, men det var en uddannelse som reklamedesigner, der blev hendes start på karrierelivet. Hurtigt fandt hun dog ud af, at det ikke var hendes vej. I stedet tog hun på Kunsthøjskole i Norge, hvor hun for alvor fandt ud af, at det skulle være livet som kunstner. Fotoskolen Fatamorgana i København bekræftede det, og så begyndte Eva Merz i 90'erne for alvor at gøre noget ud af sine fotografier. Det førte hende i 2003 til Skotland, hvor hun begyndte at bruge sin kunst til at ændre ting i samfundet. “Jeg mødte nogle unge skatere, som ikke længere kunne skate, hvor de plejede at gøre det, fordi kommunen havde blokkeret deres spot,” fortæller Eva Merz.
Som en slags kvindelig og moderne udgave af Jacob A. Riis begyndte hun med fotokunstens muligheder og journalistikkens egenskaber at dokumentere de unge skateres frustrationer.
“Det var med til, at de unge skatere fik et sted, hvor de kunne skate,” smiler Eva Merz med en tydelig tilfredshed.
Fra skotland til ’hjem’
I Skotland brugte hun også sin kunst til blandt andet at hjælpe tiggerne på gaden og sætte fokus på kvindelige indsatte i et skotsk fængsel. Det blev samtidig til flere bogudgivelser, inden hun i 2011 tog hjem. Men hvor var hjem?
“For mig var hjem på det tidspunkt nok København. Jeg havde været væk fra Esbjerg i 20 år. Men da min far blev syg, gav det god mening at tage hjem til ham i Esbjerg,” fortæller Eva Merz, der hurtigt fandt ud af, at det også var det helt rigtige at gøre rent kunstnerisk.
Byen gemte nemlig på nye projekter og igen var drivkraften at gøre en forskel og vise uretfærdigheder. Først var hun med til at udsmykke boligblokkene på Gl. Vardevej og i forbindelse med det faldt hun i snak med en af stedets beboere, som gerne vil vise hans faldefærdige lejlighed frem.
“Der var huller i væggen og man kunne ikke åbne lågen til ovnen. Den var i forfærdelig stand,” fortæller Eva Merz.
Det var starten på hendes 'Gammel Vardevej'-projekt, hvor hun ved at fotografere lejlighederne indefra ville dokumentere, hvordan bebeboerne bor inde i de udefra set flotte boligblokke på Gl. Vardevej. Det blev til en utrolig velbesøgt udstilling og endnu en bogudgivelse.