Fortsæt til indhold

Alle kan få vind i sejlene i Aabenraa

Aabenraa Sejl Club har ikke problemer med at lokke nye til

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Optimismen pipler frem som forårsblomsterne i solen hos Aabenraa Sejl Club.
Klubben er i fremgang, og melder i øjeblikket om 310 fyldte bådpladser ud af 330 i Aabenraa Lystbådehavn.
Så Sejl Clubben melder bogstaveligt talt om vind i sejlene.
“Der er jo en del af det såkaldte 'grå guld', der falder fra hen ad vejen. Men i øjeblikket oplever vi ikke, at vi har svært ved at få nye medlemmer til at erstatte dem,” lyder det fra formand for Aabenraa Sejlclub, Mogens Kirkelund.

Sejlerskole hitter

En del af opskriften på fremgangen er den årlige sejlerskole, der om en måneds tid starter op for over tyvende år i træk.
“Her kan helt uøvede voksne lære at sejle en sejlbåd. Klubben ligger inde med fire både, som der sejles i over hele sæsonen med Sejlerskolen. På den måde kan man få en god fornemmelse af det at sejle, inden man eventuelt investerer i sin egen båd,” fortsætte Mogens Kirkelund.
Der er opstartsmøde til dette års Sejlerskole den 4. april, og her håber man på omkring 20-30 fremmødte.
“Det seneste år har vi fået en tre- fire nye både i havnen som et resultat af Sejlerskolen, og det er jo det, vi stræber efter. At få så mange som muligt ud på vandet og opleve suset,” supplerer Havnemester Jens Sørensen.
Typisk er man med på Sejlerskolen over to sæsoner, og mange vælger at bruge vinterpausen derimellem til at supplere med det teoretiske, så man kan afslutte 'sejleruddannelsen' med et duelighedsbevis.
“Det er egentlig ikke noget krav, hvis ens båd vejer under 20 tons, men mange vælger det alligevel,” fortæller Mogens Kirkelund.

Alle kan være med

At flere har råd og lyst til at have båd i disse år kan skyldes de bedrede konjunkturer og den megen opmærksomhed omkring sejlads, der blandt andet er i medierne.
“Brugtbådspriserne er overkommelige i øjeblikket, og det er selvfølgelig med til, at flere får mod at lave en investering i egen båd,” siger Mogens Kirkelund.
Men for Aabenraa Sejl Club er det også et kardinalpunkt, at udgifterne skal være i et leje, hvor alle kan være med.
“Mange har en fornemmelse af, at sejlads er for 'de fine'. Men det passer altså ikke. Vi gør en dyd ud af, at også pensionister kan kunne komme i nærheden af at have en båd liggende. Og selvom man skal ligge et indskud for at leje en bådplads, så har vi ordninger, der gør det overkommeligt for folk, “ slutter Jens Sørensen.