Fortsæt til indhold

Livsglæden smitter hos Fitness 1

Hver mandag kan udviklingshæmmede deltage gratis i spinningstimer hos Fitness 1

Arkiv
Af Emma Biørn Fish

Det store spinninglokale er fyldt til bristepunktet mandag eftermiddag, hvor 60 udviklingshæmmede atter mødtes for at deltage i det gratis spinninghold, som Fitness 1 afholder ugentligt.
I modsætning til de normale hold er luften dog ikke tung af koncentration og pressede muskler, tværtimod er stemningen mere som på et dansegulv en sen fredag aften.

Først bliver der sunget fødselsdagssang og uddelt gaver til en af deltagerne, hvorefter de fleste sætter sig godt til rette i sadlerne og retter blikket mod instruktøren.

“Hvad så venner, er i klar?” råber instruktøren, Kresten Rex Mortensen, som også lægger sine timer i centeret ganske gratis til fordel for deltagerne.

Han bliver mødt med jublende tilråb og klapsalver, og som den folkekære slagersang Volvo b18-210 pumper ud af højtalerne svinger stemningen sig op på et helt nyt niveau:
der bliver danset på cyklerne, der bliver sunget med og der bliver endda kysset en smule blandt kæresteparrene på første række.

Et fællesskab for alle

Børge Neesen, som ejer Fitness 1, lægger både lokaler og udstyr ganske gratis til træningen, som han mener er både sundhedsskabende og livsbekræftigende.

“Jeg har selv en handikappet søn og Morten, instruktøren, arbejder med udviklingshæmmede til dagligt, så vi havde i et stykke tid snakket om at skabe et hold for udviklingshæmmede, og en dag sprang vi bare ud i det,” siger Børge Neesen, som fortæller, at der i starten kun var 10-15 deltagere på holdet.

“Vi kom hurtigt op på en 60-65 deltagere til hvert holdt, og hvis tilstrømningen fortsætter kan vi snart ikke have plads til alle i vores spinningsal - hvilket er ret imponerende, eftersom vi har en af de største i Danmark,” fortæller han.

Børge Neesen ser dog ikke den store tilstrømning som et problem, tværtimod har han allerede fundet en løsning, hvis endnu flere har lyst til at være med.

“Så laver vi simpelthen bare flere hold om ugen. Jeg vil hellere end gerne være med til at bidrage til, at udviklingshæmmede kan få motion og glæde på den her måde. Det er jo både sundt for dem, og den mest livsbekræftende oplevelse at deltage i,” uddyber han.

Deltagelsen på de ugentlige hold kan være med til at holde livsstilssygdomme væk og samtidig er det motion på et niveau, hvor alle kan være med.

“Man kan simpelthen ikke falde af cyklerne og det er helt op til den enkelte, hvor hårdt man vil trampe i pedalerne - der skal jo også være luft til at synge med og danse på cyklen,” siger Børge Neesen.

Han er dog meget imponeret over det niveau, deltagerne holder sig - og hvor hurtigt, de er kommet i form.

“De forbedre sig gang for gang og er ligeså gode til spinning som alle andre. Samtidig har de den mest imponerende tilgang til spinning, som jeg nogensinde har mødt. Hvor vi danskere generelt er gode til at have ondt af os selv, glæder de sig hele ugen til at være med, og opfører sig som om, at det er en fest at være her,” slutter han.

Kresten Rex Mortensen er den frivillige instruktør på holdet. Han har selv spinnet i flere år, men blev oplært i at være instruktør med dette formål for øje.