Jubel på EG over stor søgning
Onsdag den 15. marts var der endelig deadline for at søge ungdomsuddannelserne til det kommende skoleår, og på EG har rektor Erling Petersson det brede smil på.
Ikke siden 2010 har Esbjerg Gymnasium nemlig fået så mange ansøgere til skolens uddannelser som i år, og det er endda i en tid, hvor ungdomsårgangene er blevet mindre, og konkurrencen er øget mellem skolerne.
I alt 441 ansøgere, mod 395 sidste år, har Esbjerg Gymnasium modtaget, og det betyder, at man forventer at oprette 15 nye klasser til skoleåret 2017/2018, ligesom man skal ud at ansætte flre undervisere for at få enderne til at nå sammen
Væksten skyldes en stor fremgang på HF, hvor der er flere ansøgere end sidste år samt en tilsvarende stor fremgang til skolens internationale studentereksamen, hvor der er også er flere ansøgere i år.
”Vi er naturligvis meget glade for de mange ansøgere, ikke mindst fordi mange begrunder valget af EG med den gode stemning og atmosfære, de har oplevet i brobygning, ved Åbent Hus og ved de forskellige faglige arrangementer, skolen har indbudt til”, udtaler rektor Erling Petersson.