Gymnasieelever løser klimaudfordringer
Elever har fremlagt en løsning på oversvømmelsesproblemer for kommunen
Fremtiden byder på endnu flere og kraftigere regnskyl – og dermed på endnu flere oversvømmede kældre, gader og stræder.
Men sådan behøver det måske ikke at være.
For hvad nu, hvis man kan styre regnen endnu bedre, når først den er faldet?
Og hvad nu, hvis man endda kan bruge vandet til noget positivt?
Det har en gruppe elever fra Kolding Gymnasium set nærmere på.
En lysende sti
Kasper Henriksen, Sofie Hedetoft, Freja Maj Højgaard Olesen og Aaron Lukas Griffiths går alle i 2. g. på Kolding Gymnasium.
De har netop fremlagt en idé for Kolding Kommune og BlueKolding om at lave nogle opsamlingsbassiner til regnvand og derfra lade vandet løbe gennem en turbine til Slotssøen, hvorfra det igen kan ledes videre ud i fjorden. Energien fra turbinen kan så bruges til at lave en lysende sti.
Fremlæggelsen sker som en del af undervisningen i matematik og naturgeografi.
Jette Jensen, projektleder hos BlueKolding, er en af dem, der til daglig arbejder med at løse den samme opgave, som eleverne har arbejdet med de seneste par måneder.
“Jeg synes, det er inspirerende at få løsningsideer fra en helt anden aldersgruppe, end vi er vant til at høre fra,” siger hun om samarbejdet. srj