Fortsæt til indhold

Peter og Simone vandt DM i Fredericia

Peter Glans og Simone Glad vandt DM Lang Cross i Fredericia lørdag eftermiddag

Arkiv
Arkiv

Masser af mudder og bakker - og en enkelt trappe - dannede ramme om lørdagens cross-rute i Fredericia. Peter Glans fra Odense Atletik og Simone Glad fra Sparta vandt DM-titlerne.
Der var bred enighed om, at trappen nogle få hundrede meter før mål var en af de helt store udfordringer på cross-ruten i Fredericia, hvor løbet udover at være 4. runde af Cross Nationals udgjorde DM Lang Cross. Men hele ruten var dog fuld af udfordringer med massevis af mudder og bakker.
“Præcis som en rigtig cross-rute skal være,” fortalte Simone Glad, der vandt DM-titlen for kvinder, idet hun løb over målstregen som første danske kvinde efter 32.44 minutter.
Som en bemærkelsesværdig detalje ved Simone Glads præstation, gennemførte hun det meste af løbet med kun én sko. Få meter efter start tabte hun nemlig den ene sko.
“Og efter en halv runde kunne jeg ikke længere mærke mine fødder, så jeg kunne ligeså godt bare fortsætte uden sko,” fortalte spartaneren, da hun kom i mål.
De tre hurtigste kvinder blev: Simone Glad (Sparta), Louise Rode (Blovstrød) og Maria Ebbesen (NBRO).
Hos mændene løb Peter Glans efter 34.49 minutter over målstregen som første mand i DM Lang Cross på 5x2 km. De tre hurtigste mænd blev: Peter Glans (Odense), Abdi Ulad (Hvidovre) og Mikkel Dahl-Jessen (AGF).
“Efter et par runder, kunne jeg mærke, at Abdi ikke havde lige så meget energi som mig. Og da hullet ned til ham blev blev større og større samtidig med, at jeg fortsat havde gode ben, kunne jeg godt fornemme, at jeg var på vej til at vinde,” fortalte en glad og stolt Peter Glans efter løbet.