Fortsæt til indhold

7. klasserne på Sct. Norbert skole lavede anderledes film om livredning

Arkiv
Af Anne Smedegaard

Fisk, iPads og førstehjælp. Hvordan de tre ting hænger sammen, kan være svært at tænke sig til, men i 7. a og b på Sct. Norbert skole giver det ganske god mening.
De havde nemlig besøg af to gutter fra 'Lommefilm' tirsdag i sidste uge og blev undervist i at lave, optage og klippe film på iPads. Filmenes tema skulle være livredning.
“Formålet med den alternative undervisning er at lære eleverne om vigtigheden af at træde til med livreddende førstehjælp, hvis et menneske falder om med hjertestop,” skriver TrygFonden, der er arrangør af konkurrencen, som filmene blev en del af.
Det er eleverne enige i:
“Det er en sjov og anderledes måde at lære om emnet. Man skal hjælpe andre,” siger en af dem.
Selvom emnet er meget alvorligt, blev hverken dagen eller filmene det.
“Jeg var bange for, at det skulle være vildt seriøst og kedeligt, men det er det ikke. Vi gør det til noget sjovt,” fortæller en af pigerne fra 7. b.

Det gik i fisk

For at få en ordentlig opbygning af filmen, skulle eleverne bruge fortællemodellen 'Fisken': En begyndelse, der viser tænder, en krop og et svirp med halen til sidst. Den model og navnet på den blev taget meget bogstaveligt i en af grupperne.
William B., Kasper, Sissel, Freja og Josefine fra 7. b inkluderede nemlig fisken på en anderledes måde: Den fik hovedrollen som redningsmand i deres 45 sekunder lange film om livredning.
“De sagde jo i oplægget, at alle kan gøre en forskel. Også dyr,” griner en af drengene.
I filmen falder en person om med hjertestop og bliver reddet ved at blive slået med en fisk.

Vindergruppen Lærke, Caroline, Charlotte og Viviana i gang med fiske-modellen og idéudvikling. Foto: Anne Smedegaard

Meget livreddende

I alle gruppernes film blev der brugt humor for at bryde med det ellers dystre emne.
Det var også en stor del af vindergruppen: Lærke, Caroline, Charlotte og Viviana fra 7. b's film. Også her faldt en person om med hjertestop, men det tog alt for langt tid for de andre at finde hjertestarteren, så hun gav sig til at skrive invitationer til sin egen begravelse. Til begravelsen fandt de andre endelig hjertestarteren og fik genoplivet ikke bare pigen, men også kisten.
Efter afstemning i klasserne blev de fire piger udpeget som vindere af den interne konkurrence på Sct. Norbert skolen.
Deres film 'Den røde løber' går nu videre til regionsfinalen. Her skal den kæmpe mod vinderne fra fire andre skoler i Region Syddanmark.
Regionsfinalen bliver afholdt i denne uge.
Du kan se alle vinderfilmene og stemme på din yndlings på Lommefilm.dk.
Her kan du også se vinderfilmen fra Sct. Norbert Skole

Eleverne på Sct. Norbert skole var meget kreative. Her ses for eksempel en hjemmelavet ambulance. Foto: Anne Smedegaard
Livreddende førstehjælp var temaet i 7. klassernes film i tirsdags. Her “forsøger” Sissel at give William B. hjertemassage. Foto: Anne Smedegaard