Udviklingshæmmede udstiller på Lauritz.com
Kunstskolen Nordhøj har fernisering 23. marts på Trianglen 20 i Kolding
Torsdag 23. marts er der fernisering hos Lauritz.com på Trianglen 20 i Kolding kl. 15-17 på en samling billedkunst fra Kunstskolen Nordhøj, hvor samtlige værker samtidig udbydes på auktion.
Nordhøj blev etableret i 2011 og er en professionel kunstskole for udviklingshæmmede. De ni kunstnere, der er repræsenteret på udstillingen, har tidligere haft deres værker fremvist på blandt andet Koldinghus, der også huser kunstskolens årsudstilling.
”Mennesker med udviklingshæmning er ikke børn, der aldrig blev voksne. Men mennesker, der kan lære hele livet med de samme drømme og behov som alle andre. Behov for fællesskab, behov for at føle, der er brug for os og vore evner. Som her gennem fremragende værker, der fortæller en historie eller sætter farver på hverdagen,” udtaler Lis Ravn Ebbesen, formand for social og sundhedsudvalget i Kolding.
Kunstskolen Nordhøj består af en tre-årig kunstuddannelse samt værkstedet 'Det arbejdende Atelier' for færdiguddannede kunstnere. Hvert år eksamineres afgangseleverne af en ekstern censor i forbindelse med deres eksamensudstilling.
Der vil på dagen være mulighed for, at møde kunstnerne og der vil blive budt på lidt godt til ganen. jesl