Fortsæt til indhold

Gået over al forventning

Efter tre måneder i Odense har den danske steakhouse-kæde, MASH, fået en rigtig god start på tilværelsen, siger direktør

Arkiv
Emil Hermann

Mange var spændte på, om MASH' indtog i Odense måske var en lidt for stor mundfuld.

Men efter tre måneder er den nye restaurant i Vestergade, der serverer dyre kvalitetsbøffer og lækker vin, på ingen måde blevet kvalt på et marked, som ellers er præget af et stort udbud af bøfhuse. Mash Odense har tværtimod klaret sig forrygende, hvis du spørger Mikkel Glahn, der er direktør i Mash.

“Det er gået langt over vores forventning. Vi har i gennemsnit godt 100 gæster per dag, og det er meget mere, end hvad vi havde turdet håbe på,” siger han.

Mash' nye restaurant er placeret i området ved Flakhaven, hvor der i forvejen er flere spisesteder. Bryggeriet Flakhaven, Druen & Bønnen og ikke mindst naboen A Hereford Beefstouw.

Jørgen Pedersen, ejer af A Hereford Beefstouw, glæder sig over, at Odenses gastronomi er i en rivende udvikling, men han understreger også, at det kan mærkes, når nye restauranter melder sig ind på markedet i byen.

“Det kan ses på omsætningen i en kortere periode, og så bliver det normalt igen. Men sådan er det at være en del af en by med attraktive spisespiser,” siger Jørgen Pedersen, hvis bøfhus kunne fejre 40 års jubilæum sidste år.

Begge ben på jorden

Mikkel Glahn er godt klar over, at MASH i Odense slet ikke er i mål endnu, da det tager længere tid at få helt fat i odenseanerne.

“En restaurant skal typisk bruge et halvt år, så vi er godt klar over, at vi ikke er fuldendt, men vi er meget glade for den formel, som vi har fået lavet - for den fungerer fremragende,” påpeger Mikkel Glahn og uddyber:

“Det handler ikke kun om at servere lækker vin og velsmagende kød. Vi skal også sikre kunderne en god oplevelse, og det er noget, vi bruger meget tid på at være gode til,” siger han.

Vigtigt med fynsk sjæl

Det var også derfor, at MASH valgte en besætning med fynske rødder.

“Vi havde stor fokus på at få lokale helte ind i personalegruppen, så det ikke blev et rent københavnerhold. Det har også uden tvivl gavnet vores forretning,” forklarer Mikkel Glahn.

MASH har fem restauranter i hovedstadsområdet.

I 2010 åbnede steakhouse-kæden en filial i Aarhus, som var den første vest for Storebælt. I december 2016 blev dørene slået op i Vestergade i Odense.