Frivillige fra Røde Kors hjælper ensomme patienter på OUH
Det kan blive ensomt at være patient på en psykiatrisk afdeling, når man skal være indlagt i lang tid og måske ikke får så mange besøg fra venner og familie.
Derfor startede Psykiatrisk Afdeling Odense i december sidste år et samarbejde med Røde Kors, hvor der to gange om ugen kommer frivillige forbi afdelingen og er sammen med patienter indlagt på affektivt afsnit – som blandt andet behandler angst og depression – og patienter indlagt på ældrepsykiatrisk afsnit.
Siden projektet startede i december er samarbejdet mellem afdelingen og Røde Kors kun gået én vej.
“Vi startede med at aftale, at de frivillige skulle være på afdelingen en dag om ugen, nu er det to, og lige om lidt udvider vi til tre dage. Så der er vidst ingen tvivl om, at det er et godt samarbejde”, siger Gerda Madsen, formand for Røde Kors Odense, i en pressemeddelelse fra Region Syddanmark.
Ud over flere besøgsdage ser parterne også gode muligheder for at udvide deres samarbejde til at omfatte andre patientgrupper.
(srj)