Nødvendigt med konstant politisk fokus på det faglige
Peter G. Harboe
Boelskilde 11
7120 Vejle Ø
Der kom to rapporter om Vejles skoler i sidste uge. For det første kom tilfredshedsundersøgelsen fra forældrene og for det andet kom det årlige notat om kvaliteten i Vejles folkeskoler. Forældrene scorer deres tilfredshed med skolerne på en skala fra 1 til 5 ud fra mange spørgsmål og det ender med 3.9 for det samlede resultat og på områder som tryghed og faglige udfordringer scorer forældrene endnu højere. Undersøgelserne peger på udfordringer omkring ro i klassen og hjælp til lektier. Den anden rapport omkring den faglige udvikling viser også gode takter i udviklingen, bl.a. er flere skoler begyndt at løfte det faglige niveau for eleverne der går ud af niende klasse. Skolerne giver et bedre fagligt grundlag end de gjorde bare for 2-3 år siden. Og der er færre af de dårligst faglige elever. Vejle slipper dog stadig omkring 60 elever ud efter niende, der ikke har opnået 2 i hverken dansk eller matematik og disse elever skal så i gang med ekstra tilbud for at kunne komme videre. Det er en stopklods for en ung slet ikke at have kvalificeret sig til nogen uddannelse overhovedet. Og det er en fremgang set i forhold til for fire år siden, hvor det var 80 elever som Vejles skoler efterlod uden større muligheder. Fremgangen i det faglige niveau samtidig med stor tilfredshed hos forældrene kan skyldes flere ting, jeg vil selvfølgelig hævde at det øgede politiske fokus i Vejle Byråd, de ekstra budgetter på dansk har haft en betydning. Men der kan også ligge forklaringer i forældrenes øgede opmærksomhed, reformen i folkeskolen og de øgede karaktérkrav. Det væsentlige er den positive udvikling for det faglige i Vejle.