Bingo, musik, vitser, kaffe, kage og syng med
Vennekredsen i Vojens fortsætter 30 års feståret med en underholdende lørdag eftermiddag
Vennekredsen i Vojens er godt i gang med at fejre sin egen 30 års fødselsdag. Det skal foregå hen over 2017 med en masse aktiviterer, som især skal komme beboerne på Bregnbjerglunden Plejecenter og de tilknyttede beskyttede boliger til gavn.
Det begyndte med den årlige Vinterfest i februar, hvor nogle af landets bedste dansktop sangere kom til Vojens. Og på lørdag fortsætter det så med “Bingo med underholdning og Syng Med”.
Bag den noget lange titel gemmer sig et arrangement, som er opfundet af TV manden Carsten Hjort. Her vil han underholde med vittigheder og små anekdoter imens der bliver spillet bingospil om fine præmier.
Oven i hatten er der musikalsk syng-med underholdning med dansktop duoen Kisser & Søren og så er der selvfølgelig kaffe og kage.
Det hele er med i billetten til blot 75 kroner, som man kan købe hos Stine & Holmberg i Vojens eller hos Vennekredsen på Loppegården.
På dagen kan man købe ekstra bingoplader til 25 kroner, fortæller Vennekredsen, der snart kan løfte sløret for næste festlige indslag i fødselsdagsåret.