Stort revy-projekt på Vejle Musikteater
Vejle Ny Revy går i samarbejde med Musikteatret og etablerer Vejle Revy. Projektet skal føre til en årlig revy
revy Vejle Musikteater har indgået et nyt samarbejde med folkene bag Vejle Ny Revy. Resultatet er en årlig revy i Musikteatret under navnet Vejle Revy. Premieren bliver til november. Ina-Miriam Rosenbaum bliver instruktør på revyen, ligesom hun var det på Vejle Ny Revy. Og hun glæder sig. “Jeg kender Vejles publikum som et publikum, der holder af musikalitet og humor. Det er fantastisk, at Musikteatret og Vejles revy-folk vil etablere denne her tradition. Det er virkelig spændende,” siger hun til Lokalavisen Vejle. Hun slår fast, at der ikke bliver tale om en rent lokal revy. “Selvfølgelig vil der være sketches med afsæt i det vejlensiske. Men revyen bliver ikke så lokal, at tilrejsende vil føle sig udenfor. Alle skal kunne grine af sig selv. Og af naboen,” siger hun. “Der vil være humor og musikalitet - men også lidt bid i kinderne, som kan vække en tanke eller to.”
Startede for to år siden
De første byggesten til en ny revy i Vejle blev lagt da pianist Pojken Flensborg og foreningsformand Bjarne Duedahl kontaktede Vejle Musikteater. De var de bærende kræfter bag Vejle Ny Revy, som blev opført to år med succes i Den Gamle Arrest i Vejle – senest i 2016. De ledte efter større rammer til at udvikle revyen. Derfor tog de kontakt til teaterdirektør i Vejle Musikteater, Toni Lee Larsen. Hun kunne straks se mulighederne i projektet, hvis revyen blev lagt ind under Vejle Musikteaters professionelle rammer. Aftalen blev, at Vejle Musikteater nu indgår som ejer og producent af revyen, som får navnet ’Vejle Revyen’. ”Jeg er så glad for, at de kontaktede mig. De har lavet en rigtig flot revy. Men nu starter vi et nyt setup under Vejle Musikteaters vinger. Det her har potentiale til at komme ud til et større publikum og til at blive et årligt tilbagevendende lokalt kulturelt revy-fyrtårn,” siger Toni Lee Larsen. Pojken Flensborg er glad. ”Vi har skabt grobunden for et godt projekt for Vejle og omegn. Det glæder mig at projektet nu lever videre. Det giver ro i maven, at revyen kommer ind under Vejle Musikteaters professionelle vinger, med alt hvad det indebærer af for eksempel produktion, salg og markedsføring. Det giver kunstnerisk arbejdsro,” siger Pojken Flensborg.
Organiseringen og venner
Vejle Musikteater bliver ejer og producent af Vejle Revyen og hyrer på projektbasis Pojken Flensborg ind til Vejle Revyen, som kunstnerisk leder. Han refererer til Toni Lee Larsen. Pojken Flensborg har i flere sammenhænge samarbejdet med den revy-erfarne Ina-Miriam Rosenbaum. Det er håbet, at samarbejdet med instruktøren kommer til at strække sig udover revyen i 2017. Venneforeningen af Vejle Revyen (Vejle Revyens venner) bliver en selvstændig forening uden juridisk eller organisatorisk tilknytning til Vejle Musikteater eller Vejle Revyen. Formålet med foreningen bliver at fremme kendskabet til Vejle Revyen. Et medlemskab af foreningen giver en række fordele for medlemmerne i forbindelse med Vejle Revyen, oplyser parterne i en pressemeddelelse.