Varde Badmintonklub skal være vært for DMU
Badmintonklubben har fået æren af at skulle huse de danske ungdomsmesterskaber i tre år
Det kommer til at vrimle med ketsjere og fjerbolde næste år og fylde badmintonbaner i hele kommunen. Varde Badmintonklub skal nemlig være vært for DMU i 2018, 19 og 20. Det er kæmpestort, siger formand for klubben Kim Lauridsen:
“Vi betyder, at vi kommer på landkortet. I 2015 blev vi Årets Ungdomsklub. Det har været med til at blåstemple os, så forbundet har troet på, at vi kan løfte denne opgave. Det at blive årets klub var det første af mange trin, og det her er det næste trin. Vi er en stor klub, og vi kan vise, at vi kan noget.”
Stævnet er bredt, det er for alle fra U9 til U19 og i alle rækker undtagen elite. Han forventer, at et sted mellem 12 og 1300 badmintonspillere vil valfarte til esbjerg næste forår.
“Det er en meget stor begivenhed. Der er megen logistik i at få det til at køre, og det kræver mange ressourcer. Jeg tror, det er et projekt, som kan samle alle. Det vil kræve hjælp fra omkring 100 frivillige. Vi har cirka 400 medlemmer,” siger han.
Stævnet kommer til at sprede sig ud i ydergrænsen af kommunen de første dage, mens finalestævnet skal afvikles ét sted.
Kim Lauridsen håber på økonomisk overskud til den slunkne klubkasse.
“Det er en ting, der betyder en del. Normalt har vi årligt tre stævner. Her er det ét stort stævne, og hvis vi kommer økonomisk godt ud af det, kan vi blandt andet bruge pengene på at udvide badmintonhallen i fritidscentret,” siger han.
To klubmedlemmer tager nu til klubben i Grindsted for at se, hvordan de afvikler DMU i år, og VBK overtager drejebogen til at afvikle stævne.
VBK ligger pænt på landsplan, i nedre top 10.