Byens Kiosk er klar med en ny special-drik
Byens Kiosk er åbnet på Storetorv, og introducerer en ny “Bubble Tea”
Storetorv har fået en ny kiosk.
Bag disken hos Byens Kiosk står Maria Parova, der oprindeligt kommer fra Bulgarien, men som har boet i Danmark i fire år.
“Vi bor lige nu i Horsens, men vi vil gerne flytte her til området, så det håber vi snart falder på plads,” forklarer Maria Parova, mens hun tilbereder den drik, som bliver specialiteten i kiosken.
“Det er Bubble Tea. Det er en drik, der oprindeligt kommer fra Taiwan, og som man kun kan få i København, Odense og Aarhus herhjemme - og så nu altså i Aabenraa,” forklarer Maria Parova videre.
Bubble Tea laves på te eller mælk, hvor der blandes en sød sirup i. Herefter tilsættes små “bobler” af smag, som først springer, når boblen kommer i munden.
“Vi håber, at folk tager godt imod den nye drik, men vi synes i hvert fald selv, det smager rigtigt godt,” konstaterer Maria Parova.
Udover Bubble Tea kan man købe lidt sandwich, kioskvarer og kaffe i Byens Kiosk, der også har en afdeling, hvor der er opstillet spillemaskiner.
“Og så længe man spiller på vores maskiner, er der gratis kaffe og te,” slutter Maria Parova.