Der er rod i hjernens signaler
Demens rammer oftest personer over 65 år, men kan ses ned i 40-50 års alderen. Cirka 60 procent med demens har Alzheimers, hvor stoffet beta-amyloid aflejres og nedbryder hjernecellerne. Nedsat hukommelse er ofte det første symptom. Andre er manglende evne til at føre en samtale eller problemer med at udføre praktiske opgaver og at finde rundt på nye steder.
I starten kan udvikling og symptomer være så vage, at det kan være vanskeligt at erkende sygdommen. Symptomerne er hukommelsessvigt, svigtende handlingsevne og sprogfunktion, ændringer i personlighed og adfærd. Med tiden får patienten nedsat evne til at klare sig selv i det daglige.
Sygdommen kan forværres over to til 10 år. Hos en patient med Alzheimers er den normalt velordnede, organiserede koordination af nerveceller rodet til med senile plak og sammenfiltrede nerveceller, der forstyrrer aktiviteten mellem neuronerne. Videnscenter for Demens angiver, at cirka 87.000 danskere over 60 år vil udvikle demens i 2017.