Fra bisidder til byrådskandidat
I mange år har hun kritiseret kommunen. Nu vil hun kæmpe i byrådet
Når fredericianerne 21. november stemmer ved kommunalvalget, skal de forholde sig til et nyt navn på Enhedslistens opstillingsliste, nemlig Kirsten Cordtz.
Hun er nummer to på listen for partiet, som hun kun har været medlem af i få måneder. Og det er første gang, hun stiller op.
“Jeg har i årevis været bisidder og støtte for folk, der er kommet i klemme i systemet. Jeg har kæmpet mod kommunen. Jeg har set, at det er slemt at være syg i Danmark, men det er endnu værre af være syg og sort. Jeg vil i byrådet og være talerør for de mange, der i dag ikke kan komme til orde,” siger Kirsten Cordtz.
Hun erkender, at der er huller i hendes viden, når det handler om politisk ledelse af en kommune.
“Men jeg er ikke bange for at søge vejledning hos de mere erfarne. Men der er brug for en som mig til at holde øje med tingene,” siger hun.