Danfoss får ny topchef
Niels B. Christiansen stopper som topchef for Danfoss. Kim Fausing overtager posten
Efter ni år i spidsen for Danfoss med markante resultater i alle dele af forretningen har koncernchef Niels B. Christiansen besluttet at forlade Danfoss.
Det oplyser Danfoss i en pressemeddelelse.
Skiftet sker 1. juli, hvor COO Kim Fausing, som de seneste ni år har dannet makkerpar med Niels B. Christiansen i koncernledelsen, bliver ny CEO.
Fra bestyrelsesformand Jørgen Mads Clausen lyder en stor tak til Niels B. Christiansen.
“Jeg har stor forståelse for Niels' beslutning. At en topchef efter 12 år ønsker nye udfordringer er kun naturligt og sundt, og Niels' mission i Danfoss er fuldført til topkarakter. Alle finansielle resultater peger den rigtige retning, fundamentet er stærkt og leverer konstante forbedringer, strategien for den digitale transformation er lagt, væksten har fået fat og organisationen er i storform både hvad angår motivation, kompetencer og eksekveringsevne. På såvel egne som bestyrelsens vegne lyder en stor tak til Niels for fremragende lederskab af Danfoss. Samtidig er jeg glad for, at vi har en særdeles kompetent efterfølger i Kim Fausing, der de seneste ni år også har været en markant drivkraft i Danfoss positive udvikling. Jeg ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med Kim i hans nye rolle,” siger Jørgen Mads Clausen.
Farvel med stolthed
Niels B. Christiansen siger farvel med stolthed over de resultater, der er skabt.
”Både personligt og professionelt har det været en stor fornøjelse at stå i spidsen for Danfoss. Vi har fokuseret forretningen, optimeret maskinrummet og skabt den finansielle styrke, der nu gør os i stand til at generere vækst og investere i digitalisering. Det har været en kæmpe holdindsats at gennemføre så fundamentale forandringer. Alle, som har været med på rejsen, har grund til at være stolte. Jeg ved, jeg vil komme til at savne det fantastiske team i Danfoss, men også at jeg overleverer en stærk virksomhed i bedste form og i gode hænder. Tidspunktet er rigtigt nu – både for Danfoss og for mig. Jeg er klar til nye udfordringer, men hvad det bliver, har jeg ikke besluttet endnu,” siger Niels B. Christiansen
Brænder for opgaven
Kim Fausing ved hvad han går ind til og brænder for opgaven:
”Jeg har følt mig hjemme i Danfoss fra første dag, og det bliver en spændende udfordring at tage stafetten videre. Retningen er lagt ud – den har vi i ledelsen sammen defineret, og det er den, vi fortsat vil følge. Vi har et uhyre stærkt fundament, forretningen vokser, og det fremtidige potentiale er stort. Så jeg glæder mig meget til den nye opgave, som jeg går til med stor respekt. Og jeg ser frem til at fortsætte med at udvikle Danfoss i samarbejde med vores stærke team og bestyrelsen,” siger Kim Fausing.