Ny frisørsalon slår dørene op i Seest
Der var stor opbakning fra borgerne, da den nye frisørsalon ”By Schilling” åbnede i starten af marts
?Det lille lokalsamfund Seest har taget rigtig godt i mod den nye frisørsalon ”By Schilling”, som havde sin første åbningsdag i starten af marts.
Janni Schilling, som ejer butikken, afholdte en reception for at byde de nye kunder velkommen og mødte både stor opbakning fra lokalsamfundet, men også fra det Kolding by.
”Der var omkring 100 mennesker forbi salonen i løbet af dagen. På et tidspunkt talte min far det til 75 mennesker inde i salonen”,” fortæller Janni Schilling.
Derudover har salonens åbningstilbud også resulteret i mere end 25 bookninger inden den første åbningsdag.
Fra ufaglært kranfører til uddannet frisør
”Jeg er meget overvældet over at drømmen nu er ved at blive til virkelighed”, fortæller Janni Schilling, som faktisk oprindeligt ikke var uddannet frisør.
Inden Janni Schilling drømte om at blive frisør, arbejdede hun nemlig på en fabrik som ufaglært støber og kranfører, hvor hun var vant til at få beskidte hænder.
”Jeg gjorde ikke rigtig noget ud af mig selv og jeg var slet ikke så feminin, som jeg er nu,” fortæller hun med et lille grin.
Da fabrikken lukkede, stod hun, en ufaglært, ung kvinde, uden arbejde.
Hun tog derfor et valg: Hun ville være frisør. Selvom hun havde alle odds imod sig, og hendes vejledere ”grinede” af hendes drøm, slap hun alligevel gennem nåleøjet, og arbejdstøjet måtte skiftes ud med noget mere feminint.
”Der var 95 andre kvinder, som havde søgt om optagelse til frisøruddannelsen, og jeg var en ud af 35 der blev indkaldt til samtale. Herefter var der 21 personer, som fik muligheden for at uddanne sig til frisør, hvor jeg var én af dem – det var en stor følelse,” fortæller Seests nyeste frisør.
Det tog dog lidt tid for hende at vænne sig til den store erhvervsmæssige kontrast.
”Det var en kæmpe stor omvæltning at gå fra fysisk, maskulint arbejde til at være en feminin frisør, som arbejder med hårfarvning og makeup,” fortæller hun.
Janni Schilling er dog rigtig glad for sin beslutning, da hun elsker at fordybe sig i farveteknikker og ”eksperimentere” med nye stilformer og farver.
”På sigt stræber jeg efter at bygge videre på min uddannelse og tage en ”Colour Master”, som er en uddannelse, der fordyber sig i brugen af hårfarver og hvordan de skal kombineres. Jeg kan godt lide at nørde med tingene,” siger hun.
Ser potentiale i det lokale samfund
Janni Schilling bor selv i Seest-området med mand og to børn, og ser et stort potentiale i det lille lokalsamfund.
”Jeg har før arbejdet i Vorbasse, som ikke er det største lokalsamfund, og jeg har altid været glad for den slags små lokalsamfund, hvor alle kender alle, hvilket også er en af grundene til, at jeg har valgt at åbne forretningen i Seest,” forklarer Janni Schilling.
Den nye frisør er overbevist om, at salonen bliver en succes på trods af, at den er placeret uden for Koldings midtby. Hun mener desuden, at den store opbakning som borgerne har vist både til receptionen og gennem de mange online-bookninger er et udtryk for, at lokalsamfundet har manglet en frisør.
”Jeg tror, at jeg kan hente en masse kunder fra Seest-området, da borgerne nu slipper for at køre helt ind til midtbyen. Desuden håber jeg da også, at min positive udstråling og mit gode humør kan være en fordel i forhold til konkurrence mod de mange andre frisører i Koldingområdet,” slutter hun.