Butik holdt Girls’ Night Out
60 til 70 mennesker var torsdag mødt op til en særlig aften hos Inspiration
Det er nok sjældent, at der klokken 18.30 befinder sig mellem 60 og 70 mennesker i Inspiration i Kongensgade i Esbjerg, men torsdag aften var også en helt særlig aften. Her holdt Mette Esbjerg og Cecilie Ruth Nielsen nemlig et 'Girl's Night Out'-arrangement som en del af deres fagprøve.
“Vi prøver at skabe en aften med lounge-stemning og hygge, hvor kunderne er i højsædet. Vi vil gerne præsenterer dem for produkter, som de ikke har så meget kendskab til,” lød det fra Mette Esbjerg kort før, de første kunder ankom.
Aldrig holdt lignende event
Til aftenen var der både konkurrencer, produkfremvisning, lidt at spise, musik og drinks, hvor butikschef Christian Jensen også kom på lidt af et arbejde.
“Jeg skal lave drinks, så jeg har været et smut på Youtube for at lære det,” grinede han, imens han stod klar i baren.
Flere af butikkens leverandører havde sponsoreret præmier, som ifølge butikschefen havde en samlet værdi på 15.000 kroner.
“Det er første gang, at vi holder fagprøve sådan her,” fortalte Christian Jensen.
For Mette Esbjerg var det lidt overraskende, at så mange dukkede op.
“Man havde jo håbet på det, men ja, jeg er da lidt overraskede, men det viser bare, hvor gode kunder, vi har,” lød det med et smil fra den 22-årige elev.