Feriehusudbyder udvider i Henne Strand
Novasol i Henne Strand ansætter Henning Due Thorning som ny ejerrådgiver i området
I marts 2016 udvidede sommerhusudlejeren Novasol sin tilstedeværelse på den jyske vestkyst med et nyt kontor i Henne Strand, og de har forstærket den lokale tilstedeværelse med at ansætte Henning Due Thorning i teamet. Hennings primære rolle vil være at varetage sommerhusejernes interesse, både eksisterende og nye sommerhusejere.
”Det er vigtigt for Novasol, at vores husejere føler sig trygge. Idéen med det nye kontor var først og fremmest at være mere nærværende for ejerne, og at Henning slutter sig til holdet, bakker yderligere op om det formål,” forklarer Peter Greve Thomsen, indlejningschef hos Novasol i en pressemeddelelse.
Henning Due er et kendt ansigt:
”Henning er lokalt kendt og har et stort kendskab til sommerhusbranchen, og vi er sikre på, at han er den helt rette til jobbet., siger Peter Greve.
Henning Due Thorning er sønderjyde, har boet på den jyske vestkyst i snart 15 år, og har i alle årene arbejdet som servicetekniker hos Novasol. Her har han hjulpet sommerhusejerne med alt fra service af pools til store og små håndværksmæssige udfordringer.
”Hennings erfaring betyder, at han har et stærk udgangspunkt for at kunne rådgive husejerne,” siger Peter Greve Thomsen.