Landets største cykelfest er klar til Kolding
Cyklingens svar på DHL-stafetten kommer til Kolding i august, og åbner nu op for tilmelding af hold til stafetten.
En rute på 10 kilometer, cirka 3.000 glade cyklister og en stemning af folkefest er, hvad arrangør Ole Egeblad drømmer om, når han fortæller om arrangementet Cykelstafetten, som rammer Kolding den 12. august i år.
“Vi håber, at der bliver fyldt helt op. Vores vision er en folkefest i stil med DHL, hvor folk virkelig hygger sig, og hvor det er op til cyklisterne selv, hvilket niveau, de deltager i - for nogle vil det være en konkurrence om, hvor hurtigt de kan cykle løbet, for andre en hyggelig cykeltur med kollegaerne. Der skal være plads til begge dele,” fortæller Ole Egeblad, der sammen med sin kollega Henrik Andersen står bag løbet.
Der vil være plads til 1.000 hold af tre personer, hvoraf hver person skal cykle minimum en runde på ruten, der er 10 kilometer lang.
Et løb for alle
Tanken er, at det skal være et løb for alle - uanset fysisk form og tidligere erfaring med cykling.
“Så længe man kan cykle de ti kilometer, kan man være med,” siger Ole Egeblad.
Sidste år i Rudersdal, da løbet fandt sted for første gang, var deltagerne da også en blandet skare.
“Vi havde nogle deltagere, der lå og cyklede hele 43 kilometer i timen, mens vi havde andre, der lå omkring de 15,” fortæller han.
Samtidig understreger han, at de har lagt ekstra vægt på sikkerheden under løbet.
“Man kan lave to forskellige slags løb - et hvor cyklisterne tilpasser sig trafikken, og et, hvor man ved hjælp af teknisk medarrangør Rigspolitiets Idrætsforening tilpasser trafikken til cyklisterne. Vi har valgt løsning nr. 2, så løbet bliver så sikkert som overhovedet muligt,” fortæller han og uddyber, at der vil være samaritter og hjertestarter på stedet.
“Sidste år havde vi dog ikke brug for dem, men man kan aldrig være for sikker.”
Borgmesteren og Basso
Eftersom der først for nyligt blev åbnet for tilmeldinger, er der endnu ikke mange hold, som har tilmeldt sig. Men blandt de, der har, finder man nogle prominente gæster.
“I Kolding har borgmesteren valg at stille op, ligesåvel som den italienske cykelrytter Ivan Basso dukker op,” fortæller Ole Egeblad, som har arbejdet som Sponsordirektør hos CSC, og dermed har arbejdet med Tour de France, hvorfor han kan trække cykelryttere af international kaliber til.
Koldings smukke natur
I år kommer Cykelstafetten således både til Rudersdal, til Rebild og til Kolding.
“Vi vidste, at vi gerne ville holde arrangementet i trekantsområdet, og Kolding har en virkelig smuk natur og ligger centralt, så vi valgte at afholde løbet her i byen, hvilket vi satser på at gøre mange år fremover også,” fortæller Ole Egeblad, som er meget glad for det samarbejde, han har haft med både Citychefen, Business Kolding og politikerne.
“Vi er virkelig blevet taget godt imod, og vi glæder os til at samarbejde med byens borgere og butikker, som alle er velkomne i Borchs Gård den 12. august til en rigtig cykelfest,” siger Ole Egeblad, som understreger, at lokale forhandlere er velkomne til at tage kontakt og sætte boder op i Borchs Gård på selve dagen.
“For os skal det helst være så lokalt som muligt,” slutter han.
Ønsker man at tilmelde sig løbet som hold, kan man gøre dette på www.cykelstafetten.com, hvor det koster 1.250 kroner at tilmelde sig - medmindre man bruger koden ”Lokalavisen”, som giver 20 procents rabat. Denne rabat gælder til og med søndag d. 2. April.