Fortsæt til indhold

Lokalt motiv skal give penge til hjemløse

Jes-Peder K. Løkke skulle hente konen, men kom hjem med et prisvindene fotografi. Nu skal billedet på auktion, og pengene, det indbringer, går ubeskåret til De Hjemløses Venner i Esbjerg

Arkiv
Rune Weitling

Egentlig gik han og ventede på, at konen skulle blive færdig til det arrangement, hun var til på Hjerting Badehotel. Og når man nu alligevel er fotograf, har udstyret med i bilen og skal fordrive ventetiden, så kan man jo lige så godt fotografere lidt. Og det gjorde Jes-Peder K. løkke så.
“Egentlig var det, fordi jeg gerne ville prøve kræfter med en særlig fototeknik, HDR fotografi, hvor man typisk tager et ulige antal optagelser af det samme motiv med under- og overeksponerede billeder, hvorefter man så lægger dem sammen i et foto-redigeringsprogram,” fortæller Jes-Peder.

Kunne det gavne andre?

Med sig hjem fik han - ud over konen - et enestående billede fra strandpromenaden. Billedet, som han døbte 'Piles on beach', vandt i efteråret 2016 en FIAP guldmedalje - som der blot er tre i Esbjerg, der har vundet - i en konkurrence i Finland.
“Jeg er selvfølgelig glad og stolt over den hæder, men ellers går jeg ikke synderligt op i sådan noget. Derfor tænkte jeg også på, om man ikke kunne bruge det på en måde, så det kom andre til gavn,” fortæller Jes-Peder og fortsætter:
“I den forbindelse kom jeg til at tænke på De Hjemløses Venner. Både fordi jeg via mit job som lokomotivfører ser mange hjemløse og socialt udsatte, men også fordi jeg synes, foreningen gør et flot stykke arbejde.”

Frank var med på idéen

Jes-Peder K. Løkke gjorde hurtigt tanke til handling og kontaktede i den forbindelse indehaver af Click i Sædding Centret og i Kirkegade, Frank Leed, for at høre, om han ville være med på at hjælpe.
“Jeg har kendt Jes-Peder gennem mange år. Både som kunde og via Esbjerg Fotoklub, ligesom det jo er et super godt formål, så den var jeg straks med på,” smiler Frank Leed, der blandt andet har printet og indrammet det 50 x 70 cm. store billede med det meget lokale motiv.
Inden billedet kommer på auktion kan det ses i Sædding Centret, hvor det hænger i den nye genbrugsbutik på centertorvet.
“Billedet kommer på auktion på Lauritz.com fra den 10. marts, og vi håber selvfølgelig, at det indbringer en god pose penge til os. Men under alle onstændigheder er vi meget taknemmelige for, at Jes-Peder og Frank har betænkt os,” siger formand for foreningen, Ingelise Wenzel.