Talent får SønderjyskE-kontrakt
Jacob Lyck får 2-årig kontrakt med SønderjyskE
20-årige Jacob Lyck har fået en 2-årig kontrakt med SønderjyskE.
Han har taget vejen fra Sønderborg Talent Akademi via talenttruppen til SønderjyskE's ligahold.
Allerede sidste sæson begyndte han at træne med ligaholdet, og denne sæson tilkæmpede han sig en plads i truppen. Den store back får rosende ord med på vejen af assistenttræner Kasper Christensen, der næste sæson bliver cheftræner for Jacob Lyck.
“Han har udviklet sig godt på det fysiske område, og da han lidt senere end mange andre er kommet i gang med elitehåndbold, så har han fortsat masser af udviklingspotentiale. Han har allerede nogle spændende kompetencer i angrebet, hvor han markerer sig med gennembrudsstyrke og et godt skud,” siger Kasper Christensen.
Tilbage i september sidste år fik Jacob Lyck sin ligadebut i en fyldt Broager Sparekasse Skansen, og han ser frem til mange flere kampe på den lyseblå hjemmebane:
“Efter at have været en del af et fantastisk talentmiljø i SønderjyskE i nogle år, er jeg utrolig stolt og glad over at have skrevet kontrakt for de næste to sæsoner. For mig er det noget helt specielt at repræsentere SønderjyskE, da jeg er opvokset her i området. Jeg ser frem til mange spændende kampe i Broager Sparekasse Skansen,” siger Jacob Lyck.
Jacob Lyck
Født: 13. november 1996 (20 år)
Højde: 197 cm
Vægt: 94 kg
Position: Venstre back
Skyder: Højre
Trøjenr.: 13
Kontrakt: 2 år (01.07.2017 - 30.06.2019)
Tidligere klubber: Sundeved HK, HF Sønderborg