Morgenmad og affaldsindsamling
miljø Igen i år har over 40 lokalsamfund og foreninger tilmeldt sig årets affaldsindsamling - Ren by eller Forårsrengøring af naturen - som finder sted 1. og 2. april. Men der er stadig store områder, som trænger til en kærlig hånd. Derfor inviterer Grønt Forum på kaffe og rundstykker i Økolariet både lørdag og søndag 9-11. Herefter går alle ud på et område, de holder af, og samler affald så længe, de har tid og lyst. Når poserne er fyldte, og dagens indsats slutter, giver man besked om, hvor poserne står. Herefter bliver de hentet af Grønt Forum og Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling og bragt til AffaldGenbrug. Vejle Kommune bakker op om arrangementet med syv containere opsat, som Materialegården afleverer og henter. AffaldGenbrug modtager, vejer og sorterer affaldet og sørger for handsker til alle indsamlere. ’Miljøprojektet’ henter stort og uhåndterbart affald, mens Natur & Friluftsliv sætter et bordebænkesæt på højkant til lodtrækning blandt foreningerne. jesl