Python-musical er grineren - Stor, sjov og gennem-pjattet

Vittigheder om vittigheder. Sange om sange. Og kendisser, der taler om, at der skal være kendte med i en musical, hvis den skal sælge billetter.
Der spares ikke på selvironien, når musicalen 'Spamalot' ruller over scenen. Midt i maj kommer forestillingen til Vejle Musikteater, hvor den opføres syv gange.
Med Stig Rossen, Lars Hjortshøj, Linda P, Martin Brygmann og Thomas Warberg på rollelisten må 'Spamalot' siges at leve op til kendis-kravet. Men de er ikke den eneste gode grund til at opsøge grinet i teatermørket: 'Spamalot' er en sjov omgang spas, spøg, tant, skæmt, fjas, sjov, fis, gøgl, klovnerier og spilopper.
Forvent ikke at gå hjem med fornyet eksistentiel forståelse. Forvent til gengæld at grine.

Ægte Monty Python

'Spamalot' er skrevet af den gamle, engelske Monty Python-komiker Eric Idle.
Den er langt hen ad vejen bygget på komikernes klassiske film “Monty Python og de skøre riddere'.
I perioder lægger musicalen sig så tæt op ad filmen, at Python-fans kan gennemskue de sjove indslag, længe før man når frem til pointen.
Personligt er jeg gammel Monty Python-fan. Så meget, at jeg i slutningen af 90'erne løbende købte mig fattig i vhs-udgivelsen af truppens 'Flying Cirkus'”-serie. Ja, sågar vinylplader har jeg med dem.
Det betyder, at 'Spamalot' leverede en god omgang gensynsglæde til mig. For eksempel når kokosnødde-skaller gør det ud for riddernes heste, og når Ridderne Der Siger NI! kræver en prydbusk, eller når Den Sorte Ridder er ligeglad med, at hans arme og ben er blevet hugget af. Og hvad sker der lige med dræberkaninen?!
Problemet med gensynsglæde er, at den ligger tæt op ad “øv, den har vi set før”-fornemmelsen.

Anden akt er bedst

Første akt er ok sjov, men anden akt sætter turbo på: Morsomhederne tager yderligere fart, og humoren letter fra scenegulvet - i flere omgange endda helt bogstaveligt.
Nogle af filmens figurer optræder i nye sammenhænge og har fået det lille tvivst, der gør, at jeg både kan kende dem og samtidig bliver overrasket.
Så mens jeg i første akt primært smilede, grinede jeg højt under anden akt.
Jeg er ikke i tvivl om, at min oplevelse er påvirket af mit personlige forhold til Monty Python, og jeg tænkte undervejs, at jeg ville holde øje med i reaktionen hos publikummer, der ikke så ud til at kende Monty Python. Men jeg opgav hurtigt: Der foregik simpelthen for meget på scenen til, at jeg kunne bruge sekunder på at følge med i andet.
Tag trygt af sted: Grin af 'Spamalot' og syng med på Eric Idles mest kendte hit 'Always look on the bright side of life' (som jo ellers ret beset stammer fra en helt anden film. Men lad nu det ligge).
'Spamalot' får fire ud af seks stjerner fra mig.

And now for something completely different...