Fortsæt til indhold

Red Barnet Kolding vil åbne genbrugsbutik til børn

Brugte barnevogne, flyverdragter og legetøj er alt sammen noget, man kan finde på hylderne, når Red Barnets lokalforening i Kolding kommer i mål med drømmen om at åbne en genbrugsbutik til børn. En håndfuld ildsjæle er klar til at gå i gang, men de mangle

Arkiv
Arkiv

Genbrugsbutikker er en god mulighed for Red Barnet til at samle penge ind til de børn, der har allermest brug for hjælp. Derfor vil organisationen over de kommende år åbne en række nye genbrugsbutikker i Danmark. I april åbner Red Barnets butik nummer 15 i Fredericia, og lokalforeningen i Kolding forventer, at en af de næste butiksåbninger kommer til at foregå netop i Kolding.

“Vi søger to-tre ledere, der kunne tænke sig at gå forrest og blive en del af vores fællesskab om butikken. De skal være med til at gøre butikken til det foretrukne børnested i byen. Her skal man kunne købe kvalitetstøj, legetøj, klapvogne og børnemøbler, mens ungerne kan lege og udfolde sig i butikken,” siger formand for Red Barnets lokalforening i Kolding, Mie Olesen, som glæder sig at komme i gang, i en pressemeddelelse.

Det er Red Barnets erfaring fra de øvrige butikker, at rigtig mange gerne vil være en del af det sociale og hyggelige fællesskab, det er at drive en genbrugsbutik.

“Vi håber, at der sidder nogen derude og drømmer om at være med til at starte en butik op, gennemtænke indretning og hjælpe en rigtig god sag. I vores butik vil det blive muligt at få gode børnevarer til billige penge. Det ved jeg, at mange familier vil se som en god mulighed. Genbrug forbedrer ganske enkelt familiernes økonomi og mindsker samtidig ressourcespild. Det er der heldigvis rigtig mange, der støtter op om,” siger Mie Olesen og opfordrer interesserede til at henvende sig på jdc@redbarnet.dk.