Fortsæt til indhold

Lysende idéer lyser op

Vi går mod lysere tider. Her er et kig på lyset i Vejles strøggader, hvor lyse ideer løbende opstår og ofte bliver til noget

Arkiv
Jørgen Flindt

Lyset er ved at vinde over mørket, men der skal stadig lys til. Også i gågaderne, som ændrer udseende, når mørket sænker sig.
Der er et blåt lys i vandet og på broen ved Lido. Nej nu er det rødt. Nu er det lyseblåt. Op gennem gågaderne lyser gadelamperne op. Flyvende fugle hedder de, og man kan kun se lys i dem fra en retning. Ved Vissingsgade er der en stjernehimmel bestående af 144 små LED-lamper, der er placeret i den kinesiske granit. Og så videre og så videre.
Der er simpelthen flere og flere borgere, som bruger strøggaderne efter butikkernes lukketid. Der er flere tilbud om spisning, og biografen trækker også folk til. I Søndergade ved Café Conrad kommer to kvinder mætte og smilende ud i kulden. De har været på venindehygge-café besøg, og nu venter kulden. Og lysene i mørket.
”Vejle belysning er pæn og hyggelig, men det er også noget blandet. Det måtte nu gerne være lidt mere ensartet. Og så er gadelamperne vist mere arkitektur end brugbart. De er meget pæne, men de afgiver ikke meget lys. Det må ikke være nemt for svagtseende at komme rundt i de halvmørke strøggader. Men alt i alt er strøggaderne meget hyggelige i aftenmørket,” siger Gitte Tubæk og Lotte Svendsen, inden de skuttende giver hinanden et knus og søger hver sin vej.

I Vejle leges med lyset

Når der ændres på strøggaderne, så tænkes lys ind i nye projekter. Det er en klar prioritering.
”Vejle leger meget med lyset. Det er med til at give vejlenserne nogle specielle oplevelser. Men der er ikke en overordnet plan, hvad angår strøgmiljøet. Eksempelvis er den skæve mast på Nørretorv en idé, som arkitekten til det nye Nørretorv fik inspiration til i Barcelona. Så derfor kalder vi den Barcelonamasten,” forklarer Ole Kruse, der er Teamkoordinator i Vejdrift hos Vejle Kommune.
Et andet sted er de farvede vandstråler i springvandet ved Musikteatret. De kom først til længe efter springvandet, men da først den lyse idé var opstået, jamen så blev der leget med tanken og lyset.

Lys på cyklen over den oplyste bro over Mølleåen ved Nørretorv. Den skæve mast på Nørretorv kaldes også Barcelonamasten.

Liv og tryghed

Vejle Kommune har i mange år arbejdet meget bevidst med lys og belysning, og byens belysning skal ud over almindelig sikkerhed og tryghed være med til at skabe liv og oplevelser i byen.
”Det skal give borgerne lyst til og tryghed ved at bruge byen efter mørkets frembrud. Med den rette belysning kan byens rum iscenesættes, så borgerne får øje på en anden skønhed i de velkendte byrum. Lys kan sætte fokus på andre detaljer, end dem vi ser om dagen. Og så er der steder, hvor vi arbejder med at bruge særligt lys til at adfærdsregulere og lede færdslen gennem byen, som for eksempel på Dæmningen, ” forklarer Inger Marie Mølgaard, der er chefsekretær hos Teknik og Miljø ved Vejle Kommune.
Men nu går vi så mod lysere tider. Moder Jord har drejet sig på sådan en måde, at solen kommer til at give mere og mere lys.
Mørke slipper vi dog ikke for, og i Vejles gågader er de lysende idéer klar.

Lampen på Nørretorv er kunst i sig selv. Også når man går lidt tæt på.