Fik sigtelser på stribe
Af Birgitte Masson
En 23-årig mand fangede politiets interesse natten til torsdag klokken 01.47. Her kom den 23-årige kørende gennem Slangerup by, da politipatruljen bragte ham til standsning. Det viste sig nemlig, at han havde sat sig bag rattet i særdeles påvirket tilstand og i et sådan omfang, at han ikke var i stand til at køre bil.
Ved nærmere undersøgelse viste det sig også, at han i forvejen var frakendt sit kørekort, og tilmed var den BMW han kørte i stjålet. Det oplyser Michael Gaml fra Nordsjællands Politi. Den 23-årige, som ikke har fast bopæl, blev anholdt, og sigtet for striben af lovovertrædelser. På sygehuset fik han udtaget en blodprøve som skal fastslå, hvad han var påvirket af.