Fortsæt til indhold

600 motions-cykelryttere kørte sæsonen i gang

Arkiv
Simon Carlson

Det endte med at blive en temmelig overvældende succes, da den allerførste udgave af motionscykelløbet Gran Fondo Jennum i lørdags blev afviklet. Næsten 600 deltagere stillede til start, og det var mere end dobbelt så mange, som arrangørerne i Vejle Motion havde turde håbe på, da de i efteråret begyndte at planlægge løbet.
“Dengang sagde vi til hinanden, at hvis der kommer 250 deltagere, så havde vi gjort det rigtig godt her i vores første år, så vi er selvfølgelig ovenud tilfredse med, at så mange har valgt at være med,” fortæller Thure Fuhrmann Kjær, der er en af hovedkræfterne bag løbet.

Større og bedre

Den store cykelsucces betyder også, at Gran Fondo Jennum 2017 får sig en efterfølger i 2018 og formentlig i mange år fremover. Lige nu går evalueringen af løbet i gang, hvor der skal ryddes ud i nogle mindre børnesygdomme i afviklingen, og herefter satser arrangørerne på, at de kan indlede samarbejde med flere lokale foreninger og virksomheder og brede løbet endnu mere ud.
“Folk kommer, fordi de ved, at vi kan lave nogle gode løb med nogle gode ruter, så man kan godt forvente et stort og godt løb i årene fremover. Jeg vil da også sige, at det var godt i år, men det bliver endnu bedre næste år,” lover Thure Fuhrmann Kjær.

Der var trængsel ved startlinjen. Arrangørerne havde håbet på 250 deltagere, men næsten 600 valgte altså at træde foråret i gang til Gran Fondo Jennum. Foto: Gran Fondo Jennum / Henrik Ravn.
Foto: Gran Fondo Jennum / Henrik Ravn
Foto: Gran Fondo Jennum / Henrik Ravn