Fortsæt til indhold

Gråsten-forfatter er klar med første krimi

Linda Lassen udsender krimien “Det forsvunde spædbarn” 22. marts

Arkiv
Arkiv

Forfatteren Linda Lassen fra Gråsten har adskillige bøger på samvittigheden, men nu er hun for første gang klar med en kriminalroman, “Det forsvunde spædbarn,” der kommer på gaden 22. marts.
Bogen, der udkommer på forlaget Hovedland, er inspireret af en virkelig begivenhed.
7. februar 1966 blev et tre måneder gammelt spædbarn, kaldet Basse, fjernet fra sin barnevogn foran trikotageforretningen Lisa i Kongensgade midt i Odense. Dengang lod de fleste mødre deres børn stå udenfor forretningerne.
Få måneder før, kort før julen 1965, blev en lille pige fjernet fra sin barnevogn foran Daells Varehus i København. Pigen blev fundet igen i januar. En udviklingshæmmet pige havde taget hende, fordi hun gerne ville have et barn.
Men Basse blev aldrig fundet. Sagen er en af Danmarks mest spektakulære kriminalsager i efterkrigstidens Danmark.
“Mange kan sikkert stadig huske den tragiske sag, og de rygter der efterfølgende var i omløb. Jeg selv kan i hvert fald. Jeg var for ung til at leve mig ind i, hvordan det måtte være at komme ud og se ned i en tom barnevogn. Den indsigt kom senere, da jeg selv fik børn, men jeg vidste godt noget om, hvordan sladder kunne påvirke en. Jeg følte i den grad med Basses mor. Og det er nok den følelse af, at hun blev dømt af en folkedomstol uden mulighed for at forsvare sig, der har ligget og 'murret' i min bevidsthed i alle disse år, og nu altså er blevet til en roman,” siger Linda Lassen og fortsætter:
“'Det forsvundne spædbarn' er jo fiktion, så alle personer og handlinger er et udtryk for, hvad jeg forestiller mig, der kunne være sket – før - under - og efter forbrydelsen. Jeg har ladet mig inspirere af, hvad der stod i aviserne den gang, og ellers har jeg skabt mit plot og mit personunivers ud fra mine egne forestillinger og indlevelsesevne.”
I bogen finder en arbejdsmand et spædbarnsskelet under nedrivningen af en ejendom. Interessen samler sig hurtigt om den gamle sag fra 1966. Den nyansatte betjent Gustav skal være med til at opklare sagen. Samtidig med at sagen om spædbarnet griber om sig, skal Gustav finde sig til rette i en by, han ikke kender, komme over en kærestesorg, der stadig gør ondt, og tage sig tid til sin mor, der efter faderens død for et halvt år siden, bliver tiltagende uligevægtig.
Linda Lassen signerer sin nye bog i Gråsten Boghandel 25. marts klokken 11.00-12.00 og i Arnold Busck Sønderborg 15. april klokken 11.00-12.00.

Bogen “Det forsvundne spædbarn” udkommer 22. marts.